Sejlbåd stødt på beskyttelsespille i Limfjorden
Beredskabet måtte trække båden fri

Beredskabet trækker sejlbåden fri. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
Søndag klokken 10.06 blev Nordjyllands Beredskab alarmeret om en båd, som var stødt på grund ved jernbanebroen i Aalborg.
- Et par fyre var ude og sejle i en sejlbåd, og så fik de motorstop og drev langs Limfjorden og endte oppe på en af beskyttelsespillerne henne ved Jernbanebroen, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Nils Eltzholtz.
Beredskabet sejlede ud til dem i sin redningsbåd, en lille speedbåd som de normalt bruger til at redde folk op af vandet, hvorefter de fik båden trukket fri.
Ifølge Nils Eltzholtz var der meget strøm og vinden var stærk, så strømmen trak sejlbåden ind imod pillen, og derfor var det en udfordring at få den trukket fri.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Da båden var trukket fri, blev den hjulpet ind i Skudehavnen, men beredskabets arbejde var ikke helt overstået.
- Jeg tror måske, at der er slået læk på båden, så den er ved at tage vand ind, så vi skal lige i gang med en lille hurtig redningsaktion, så den ikke synker herude i Skudehavnen, siger Nils Eltzholtz.
Det gør de ved at sætte en dykpumpe i, som tømmer den for vand, og så skal der en kran til at løfte båden væk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.