Seks mænd anholdt i stor politiaktion: Sigtet for voldsomt angreb på taxachauffør
Flere anholdelser kan være på vej, lyder det fra politiet
Opdateret kl. 13:35
AALBORG: Seks mænd er torsdag blevet anholdt i en større politiaktion - mændene mistænkes for at stå bag et alvorligt overfald på en taxachauffør på Sohngårdsholmsvej 30. maj. Og politiet forventer endnu flere anholdelser.
Det oplyser politikommissær Carsten Straszek.
Politiet slog til på i alt ni adresser i Aalborg-området og den første mistænkte blev anholdt kl. 06:45 og den sidste klokken 10:38. Alle de anholdte er i alderen 18-32 år og bor i Aalborg-området.
De anholdte er en del af den verserende konflikt mellem to kriminelle grupper i Aalborg, og overfaldet udspringer også af denne konflikt.
Men umiddelbart er det politiets vurdering, at taxachaufføren ikke er en del af konflikten.
- Det er vores opfattelse, at man har forvekslet taxachaufføren med en anden, siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg til Nordjyske.
Taxachaufføren blev tildelt både knytnæveslag og slag med køller eller bat, ligesom der blev begået groft hærværk mod taxien, der både fik sine dæk punkteret samt blev slået på med bat eller køller.
- Der er tale om et groft overfald på en taxachauffør. Den slags adfærd er helt uacceptabelt i det offentlige rum, så jeg tilfreds med, at vi i dag er skredet til anholdelser af en række mistænkte, så de kan blive stillet til ansvar for deres handlinger, siger politikommissær Carsten Straszek, der forventer, at der i den nærmeste fremtid kommer yderligere anholdelser i sagen.
Der ventes et grundlovsforhør senere i dag i retten i Aalborg, og politikommissæren forventer, at flere af de anholdte vil blive fremstillet, sigtet for grov vold og for hærværk.
Politiet vil, af hensynet til efterforskningen af den alvorlige sag, formentlig begære dørlukning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.