Musikkens Hus torsdag aften

Torsdagens koncert stod i senromantikkens tegn, og når men forlod koncerten med en underlig, uforløst fornemmelse, så skyldtes det ikke orkestret eller dirigenten, som var fremragende, ej heller den kvindelige sangsolist, som var opsigtsvækkende. Programmet var ganske enkelt for uhomogent i sin sammensætning.

Richard Strauss’ ”Vier letzte Lieder” hører til blandt romantikkens allersmukkeste orkesterlieder, og blev den aldrende komponists svanesang og afsked med livet. Den australske sopran Siobhan Stagg var et fund til partiet. Med sin totale indlevelse i teksten og musikken bar hun de gudesmukke lieder med sin runde, varme timbre, der vakte mindelser om en anden sopran fra down under, Kiri Te Kanawa, som også mestrede disse fire sange på smukkeste vis.

Staggs melodiføring i ”Frühling” og ”September” var så smuk som en lærkes flugt, fri og ubunden i sin udfoldelse og i perfekt balance. I ”Beim Schlafengehen” faldt musikken til ro, og her skabte Vesselin Demirev mirakler ud af den smukke melodi hen imod slutningen, inden Stagg overtog den og gjorde den til sin. ”Im Abendrot” foredrog hun overjordisk smukt, inden musikken opløstes i ren tonal vægtløshed, mens to enlige svaler svævede ud mod solnedgangen.

Tobias Ringborg samlede orkestret til en fasttømret enhed bag solisten med en smukt afbalanceret og lysende orkesterklang, der også gav det nødvendige rum til orkestersolisterne (Erik Sandberg!)

Indtrykket af koncertens indledning var af mere blandet karakter. Det drejede sig om Bachs store chaconne for soloviolin, orkestreret – eller gendigtet om man vil - for det romantiske orkester. Her kom man til at savne Bachs stringens og klarhed i de musikalske strukturer, som udgør skelettet i den oprindelige version, men som her blev erstattet af en svulstig, orkestral indpakning. Ikke min kop te.

Bedre blev det ikke efter pausen med Rued Langgards 2. symfoni fra 1914. Orkestret og Ringborg gjorde en jætteindsats med partituret med en fornem afvikling og et velklingende og afstemt orkesterspil. Men alligevel ramte opførelsen mig ikke i hjertekulen.

Det var nok problematisk at programsætte Langgaard symfonien efter Strauss liederne, for til sammenligning manglede Langgaards musik helt Strauss’ emotionelle dybde, og følelsen af tomgang og mangel på retning sneg sig ind på én flere steder undervejs. Selv i 2. satsens variationer over melodien til ”Julen har bragt velsignet bud”, ikke Weyses melodi, men en hjemmekomponeret af Langgaard.

Med sidste sats nærmede vi os stilistisk Strauss’ senromantiske tonesprog. Men heller ikke selvom Siobhan Stagg trådte til som sangsolist, ville værket åbne sig op for mig, og jeg mangler stadig at blive overbevist om, at Rued Langgaard er det miskendte geni i dansk musikliv, som mange gerne vil gøre ham til.