Sådan bliver vejret til karneval

Lørdag byder på årets største fest, når Aalborg Karneval igen fylder i gaderne

Der var masser af glade folk da stjerneparaden ved Aalborg Karneval 2022 startede på Vesterbro. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Der var masser af glade folk da stjerneparaden ved Aalborg Karneval 2022 startede på Vesterbro. Foto: Lars Pauli

Lørdag løber årets karneval af stablen, og det er en dag, som mange – både unge og gamle – har glædet sig til.

Traditionen tro byder karnevalet på fest og farver, men det, der i høj grad har betydning for, om festen og farverne for alvor får frit spil, er vejret.

Og her er der godt nyt.

For både DMI og den anerkendte norske vejrtjeneste YR melder om solskin hele dagen.

- Det bliver højest sandsynligt tørt og med en del sol, så jeg vil opfordre til, at man husker solcremen, siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog hos DMI.

Der vil være temperaturer op mod 17-18 grader og rimeligt vindstille det meste af dagen.

- Hen ad eftermiddagen kan der godt komme en smule ugler i mosen, når et skybælte kommer ned fra nordvest. Der burde ikke komme regn, men jeg kan ikke udelukke, at der kan komme en dråbe eller to, siger Bolette Brødsgaard.

YR har samme meldinger fra morgen og formiddag, men i tidsrummet mellem 14 og 20 lyder deres prognose på op til 18 grader.

Karnevalsdronning kåret

74-årige Judith Rothenborg, der er skuespiller og blandt andet kendt fra DR-serien ”mormor på mandejagt”, er dette års karnevalsdronning.

Hun har aldrig deltaget i Aalborg Karneval før, men hun glæder sig til sin debut.

- Det opbud af livsglæde, farver, musik og dans, som jeg skal være en del af, glæder mig utroligt, siger hun og fortsætter:

- Da jeg var yngre tilbragte jeg megen tid til karnevalet i København. Jeg elskede at klæde mig og min datter ud, vi tog til karneval, sminkede os, klædte os ud og dansede. Vi nød den livsudfoldelse, der var.

Sø tømt

Aalborg Karneval slutter i Kildeparken, og hvis man er gået igennem parken over de seneste dage, har man ikke kunnet undgå at se, at den store sø med springvand er blevet tømt for vand.

Springvandet bliver gjort rent en gang om året, og at det sker i denne uge, er der en helt særlig årsag til.

- Vi gør det nu, fordi der jo er karneval på lørdag. Senere bliver der lagt plader i bunden for blandt andet at beskytte åkanderne. Det tager de ikke skade af, de rejser sig igen, når vandet er tilbage, har Henning Sørensen, der blandt andet har ansvaret for kommunens springvand, tidligere sagt til Nordjyske.

For kommunen handler det om sikkerhed, når så stor en fest med så mange mennesker er i Kildeparken.

Mandag bliver vandet igen lukket ind i springvandet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.