Skovmand og Camilla indtager din morgenradio efter påske

Du kan glæde dig til masser af sort humor i 'Skovmand og Camilla om morgenen'

Ny lyd og sort humor i din radio efter påske.  <i>Foto: Torben Hansen</i>

Ny lyd og sort humor i din radio efter påske.  Foto: Torben Hansen

AALBORG:Når du igen tænder din morgenradio efter påske, vil du måske opdage, at der er sket noget nyt på Radio Nordjyske.

For den folkekære radiovært Skovmand har fået en stærk medvært, som du nok allerede kender ganske godt. Camilla Gammelgaard, der før var vært på eftermiddagsprogrammet 'Takeaway', bliver morgenradiovært sammen med Niels Skovmand. 

Det betyder, at du kan høre det nye værtspar på Radio Nordjyske hver morgen fra 6-10.

Programmet kommer til at hedde 'Skovmand og Camilla om morgenen'.

Morgengriner på programmet

- Jeg har jo slidt mange morgenradioværter op gennem min karriere, griner Niels Skovmand og fortsætter:

- Ej, jeg glæder mig helt vildt til at få en medvært, siger han.

Og har du fået det forkerte ben ud af sengen, kan du altså se frem til et program, der giver dig de vigtigste nyheder og samtidig fremprovokerer et godt grin uanset dit morgenhumør.

- Jeg glæder mig til uforudsigeligheden, for jeg ved aldrig, hvad det tossede menneske kan finde på at sige, siger Camilla Gammelgaard.

Et umage par

Selvom Camilla Gammelgaard og Niels Skovmand nok er hinandens diametrale modsætninger udenpå, så forsikrer Camilla Gammelgaard, at de to radioværter minder meget om hinanden på to fronter.

- Vi har fundet ud af, at vi er skræmmende ens, når det gælder søvn og sult, siger Camilla Gammelgaard, der heldigvis lige har været til frokost under interviewet.

Og bliver der gnidninger mellem de to værter, så har Niels Skovmand en særlig strategi i ærmet til at håndtere tingene helt professionelt.

- En god splid er god liveradio, siger han kækt.

Men i første omgang bliver der satset på den gode stemning hele vejen igennem.

- Lytterne kan glæde sig til sort humor meget af tiden. Vi vil gerne sende radio med god stemning til de voksne nordjyder, siger Camilla Gammelgaard.

Tidligt op

Og især tidspunktet er en stor forandring for Camilla Gammelgaard, der ellers er vant til at sende liveradio om eftermiddagen. 

- Jeg skal have vendt mit liv på hovedet, for nu skal jeg virkelig tidligt op. Jeg skal have gang i noget kaffe, konstaterer hun.

Første gang du kan høre 'Skovmand og Camilla om morgenen' er tirsdag 11. april klokken 6 på Radio Nordjyske. Herefter er det mandag til fredag klokken 6-10.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.