Lad os alligevel lege med tanken og forestil dig en sommeraften i Nordens Paris, hvor mennesker mødes på Penny Lane eller Café Peace for at nyde en kop kaffe eller et glas vin og sidder udenfor ved de hyggelige caféborde og bare nyder livet.

Pludseligt drøner en bil med voldsom fart gennem Boulevarden, standser foran de hyggelige caféer, hvor tre sortklædte mænd, bevæbnet med automatisk maskingeværer stiger ud og åbner ild mod cafégæsterne, dræber 10-15 personer og på et splitsekund forvandler hyggen til et mareridt i en pøl af blod og smadret glas.

Hvad nu hvis?

Samtidigt er der koncert på Skråen i Nordkraft, i "Nordens Paris", naboerne begynder at undre sig over lyden af skrig og skudsalver, og da de kigger ud af vinduerne ser de rædselsindgydende billeder af koncertgæster, der løber for deres liv med tøjet badet i blod eller slæbende de hårdest sårede ved fødderne for at komme væk og som skriger på hjælp, for inde i koncertsalen er koncerten blevet afbrudt af et kommandohold af terrorister med selvmordsbomber, som har startet en total nedslagtning af de unge mennesker, der bare var kommet for at lytte og leve og danse.

Heldigvis er det blot en tankeleg her i "Nordens Paris", men for ti år siden torsdag 13. november 2015, da var virkelighed i lysets og livsglædens storby, Paris.

"Les attaques de Paris" kalder man denne aften og nat for ti år, som endte med at blive til den værste massemassakre i Frankrigs historie siden Anden Verdenskrig, hvor 130 mennesker blev skudt ned i koldt blod, dér hvor livet leves på de famøse parisiske fortovscaféer og det legendariske spillested, Bataclan.

Jeg husker denne aften så tydeligt som var det i går. Jeg har konstant kontakt til Frankrig gennem tv, radio og aviser, skriver daglige analyser på fransk om fransk politik og oplever derfor alt simultant, når noget sker i mit andet fædreland. Jeg sad hele natten fra klokken 21.15, hvor massemassakren startede med de franske nyhedskanaler tændt og to af mine franske kammerater på Zoom, og vi havde alle en følelse af, at det her var uvirkeligt, umuligt, et mareridt, et helvede.

Et mareridt

Ved midnat tonede daværende franske Præsident, Francois Hollande frem med en meddelelse til det franske folk, hans stemme rystede og han så forstenet og forfærdet ud, da han udtalte, at "skyderierne er stadigt i gang inde i koncertsalen, vi kender ikke det endeløse antal ofre, men jeg kan allerede sige på nuværende tidspunkt: "Det er den sande rædsel, det er grusomt!".

I øjeblikket vises der adskillige dokumentarer med øjenvidneberetninger, lydoptagelser og direkte udsagn med de indsatsledere, som oplevede rædselsnatten helt tæt på livet.

- "Det værste ved den nat, det var, da vi kom ind i hjertet af koncertsalen, som var fyldt med røg fra de tusindvis af skudsalver, og hvor alle de unge mennesker lå i bunker og det lignede oprigtigt en slagmark, for terroristerne havde skudt dem med krigsvåben, som gør voldsom skade på en krop og udløser store mængder blod og de unge mennesker, som var blevet dræbt lignede da også krigsofre".

- "Vi bad alle de, der kunne kravle, krybe eller gå om selv at komme ud af salen, mens læger, sygeplejersker, brandvæsen bar de overlevende ud, som ikke selv kunne gå.

For 10 år siden

Så stod vi med de tilbageværende og på gulvet foran os lå 90 døde kroppe og rundt omkring dem, blev mørket og røgtågerne lyst op af millioner af lyspunkter fra ofrenes mobiltelefoner, og der lød tusindvis af "bip" fra bekymrede pårørende, som havde behov for et livstegn fra deres kære. 

På et tidspunkt fik jeg øje på en ung kvinde med meget langt blond hår, der havde fået skudt den ene side af sit ansigt af og et stykke hud var landet på kvindens mobiltelefon, som lå på hendes bryst, og på skærmen stod der det samme som på alle de andre 90 ofres skærme; "mor" eller "far", eller "min elskede".

På kvindens mobil skærm stod der, "mor" og situationen føltes grusomt absurd, jeg forestillede mig at svare på opkaldet og forklare den pågældende mor, at deres datter er død, og jeg står ved siden af hendes blodige krop med hendes mobil, der er smurt ind i stumper af hendes hud".

Det lyder som en dårlig skrækfilm, men det var den rene skære sandhed denne aften i Paris.

Lad os derfor sende en tanke fra "Nordens Paris" til det ægte Paris ved at tænde et lys denne torsdag aften, læse et par linjer af Hemingways "Paris est une fête", drikke et glas fransk rødvin eller grille en fransk gedeost på toast eller gå på Penny Lane eller en anden af Aalborgs hyggelige caféer og sidde udenfor med en varm kop kaffe og bare nyde livet, ligesom de gjorde dén aften for 10 år siden i Paris.