Pro Musica

Man var i godt selskab i lørdags med de tre symfoniorkestermusikere og pianisten Kristoffer Hyldig, der stod frem med et fint sammensat programmet med større og mindre stykker fra romantikken og frem. Rammen var auditoriet på Utzon Centret, akustisk ikke optimal, men til gengæld med den fantastiske fjordudsigt.

Musikerne varmede op med 3 satser fra Max Bruchs ”8 Stücke” op. 83 og Elgars énsatsede ”Romance” op. 62, smukke romantiske satser, hvis fine melodier fik en udsøgt behandling af Sheila Popkin (fagot), Edith Blauw (obo) og Matthias Hehrmann (cello); den unge pianist Kristoffer Hyldig var en helt igennem sikker akkompagnatør og gav et fint godspil til Popkins smukke fagot i Elgars romance.

Tyngden i første afdeling lå dog i Poulencs 3-satsede trio for de to blæsere og klaver. Værket fortryllede fra start til slut med sin kapriciøse karakter, som også gav musikerne lejlighed til at brillere i sammenspillet, fra den recitativiske indledning og dansende Mozart’ske melodier over drømmende mellemspil, det smukke, vemodige melodispil i midtersatsen og sidste satsens legende dans. Opførelsen var en gave til publikum og en ren fryd at lægge øre til; Kristoffer Hyldig leverede en fornem indsats på klaveret med at fange musikkens skiftende teksturer og udtryk.

Efter pausen var det Prokofjevs store ”Sonate for cello og klaver” op. 119, der stod i centrum. Matthias Hehrmann og Hyldig fandt sammen i at forme den storladne og til tider vildt ekspressionistiske musik, som også rummede vidunderlige passager af lyrisk karakter. Sidste sats blev en fornem opvisning i, hvordan man skaber en helhed ud af mange enkeltdele med skiftende texturer, dynamik og udtryk.

Omkring Prokofjev-sonaten havde man placeret 2 satser fra Schumanns ”3 Studien in kanonischer Form” op. 56, som var arrangeret til de 4 musikere. Musikken udgjorde en perfekt symbiose mellem Bachs kontrapunktiske stil og Schumanns smukke udtryksfulde melodier, og musikerne fik den strenge stil til at leve med et smukt og afstemt melodispil.