Søren er stolt nordjyde: - Jeg har vundet i lotteriet
Nordjylland er smukt, berigende og et sted vi gerne vil blive boende. Sådan har de fleste nordjyder det i hvert fald, og Søren Bruun Jensen er et stærkt bevis på netop det

79% af dem der er født i Nordjylland er også bosat i landsdelen. En af dem er Søren Bruun Jensen Storvorde 22. Juni 2022 Foto: Torben Hansen
MOU:Når sandet betrædes, vinden hvisler i dine ører, du kan se bølgerne i vandet, du kan bevæge dig i den smukke grønne natur med skove og moser, og du kan høre AaB-fansenes sang på stadion, så har du ...
- ... vundet i lotteriet. Hvis du er født i Nordjylland, har du vundet i lotteriet - sådan ser jeg det.
Ordene er Søren Bruun Jensens. Han er ærkenordjyde og elsker virkelig Nordjylland til fingerspidserne. Han er en af de 79 procent af nordjyderne, som er født i landsdelen og også stadig bor her - hvilket gør os nordjyder til de største hjemmefødninge i hele Danmark.

Født i Nordjylland, dør der engang. Sådan kunne man godt forestille sig, at livets gang bliver for Søren Bruun Jensen, der elsker sit ophav og dyrker det til fulde. Foto: Torben Hansen
For Søren er det ikke svært at sætte ord på hans kærlighed til Nordjylland, og når den imødekommende, venlige og sympatiske mand i 40'erne først begynder at fortælle om det lokale, er det svært at stoppe talestrømmen igen.
- Jeg synes Nordjylland er et specielt sted. I Nordjylland har du hele pakken. Du har storbyen i Aalborg, du har en af Danmarks flotteste skove i Rold Skov, og vi har Lille Vildmose.
- Naturmæssigt elsker jeg Nordjylland. Jeg elsker at være i Rold Skov, det er simpelthen bare et vidunderligt område. At tage derud for at gå en tur med mine børn er noget helt særligt. Det bliver aldrig kedeligt, og det er lige meget hvilken årstid, for det er også fedt om vinteren, fortæller faren til tre børn.
- Der er også rigtig mange originaler i Nordjylland. Jeg går meget med rapperen Johnny Hefty, som er en rigtig nordjysk original. Han minder om en rapper andre steder fra, men han er også lidt af en bonderøv, og jeg synes, at det siger meget om Nordjylland, lyder det med et smil fra Søren Bruun Jensen.
Hvem er Søren Bruun Jensen?
- Navn: Søren Bruun Jensen
- Alder: 40'erne
- Fødested: Nørresundby
- Opvokset: Nørresundby
- Nuværende by: Sønder Tranders
- Arbejde: TV Fritid
- Uddannelse: Socialantropolog
For mange danskere - og nordjyder - er det naturligt at søge mod sydligere himmelstrøg, når der kommer et par ugers feriedage ind i kalenderen, men sådan er det ikke for Søren, der mener, at der er så meget godt omkring ham og familien i Nordjylland, at de lige så godt kan udforske det.
- Hver eneste sommer rejser vi ikke. Vi er kun i Nordjylland, det er et tilvalg. Vi har også mine forældres hus her i Mou i en måned, og vi kunne jo sagtens tage ud og rejse eller sådan noget, men jeg synes, at det er et fantastisk sted, fortæller Søren fra huset, der ligger i et sommerhuslignende område i Mou.
- Jeg går og laver små projekter med mine børn i farfars have, og det er jo meget federe. Vi kan gå ned at hente æg hos naboerne. Det er så lokalt, og vi elsker at handle ind hos gårdbutikkerne, hvor børnene kan komme ind at se hønsene og resten af dyrene på de forskellige landbrug, der ligger rundt omkring.
- Det er fantastisk, og for os er det mere værdifuldt end at rejse til Kreta eller et eller andet. Det kan der være blandede holdninger om, men det er sådan, jeg har det. Der er simpelthen så meget at opleve lokalt.
- Jeg synes, at det er fedt at lære børnene, at der sker rigtig meget omkring en. Man behøver ikke at tage ud at opdage så meget af den store verden, for der sker bare så meget godt omkring en, siger Søren Bruun Jensen, der samtidig pointerer, at man alligevel godt kan lære dem om verden uden at tage på ferie andre steder end i Nordjylland.
Gode ting sker i Nordjylland
Han er født og opvokset i Nørresundby for godt og vel 40 år siden, og den tid tænker han tilbage på med glæde, selvom det var et andet miljø, end hvad han ser i området i dag.
- Det er et sted, jeg har gået i skole, og det var en helt anden tid. Det var noget råt at vokse op i Nørresundby, det var en rå by, som jeg husker det. Man havde lidt mere ghettolignende tilstande dengang, hvor det i dag er et smukt sted, hvor alle boligblokkene er blevet fornyet, og slummen er kommet ud af byen, fortæller Søren Bruun Jensen om sit forhold til hjemstavnen den dag i dag.
- Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har oplevet dengang, for det var en vild tid - ja, det var noget andet. Aalborg er virkelig blevet forbedret som by - det samme med Nørresundby for den sags skyld.

Søren har mange interesser, hvor kulturen spiller en stor rolle. Han er selv tidligere musiker, der har turneret rundt, og han er stadig velbevandret i miljøet - især i Nordjylland. Foto: Torben Hansen
Søren har flere store interesser i sin fritid, hvor han blandt andet nævner kultur, musik og natur, men hans største interesse er for fodbold, og især lokalfodbolden er noget, der virkelig kan få talestrømmen til at flyde for den snakkesalige nordjyde - og fodbolden er også noget af det, han husker tilbage på i forbindelse med sin opvækst.
- Det er jo et sted med mange minder, og det er specielt. Når vi er ovre at filme i Nørresundby, møder jeg en masse mennesker fra min fortid, og det er jo fantastisk, forklarer Søren Bruun Jensen, der til dagligt arbejder for det lokale medie TV Fritid, hvor han i løbet af det sidste år blandt andet har filmet fodboldkampene for Nørresundbys Danmarksserie-hold.
- Det er lidt specielt, for dengang jeg selv spillede fodbold derovre, var det for Lindholm, og der var der jo Nørresundby, NB, og det var to rivaler. I dag er de slået sammen til Nørresundby Forenede Boldklubber, og det er jo lidt uhørt for mig, når man har oplevet den rivalisering igennem mange år. Dét, de har skabt derovre, er dog helt fantastisk, og det er et rigtig godt bud på den næste storklub i Aalborg-området.
Den fremgang, Søren ser hos sin gamle fodboldklub, er noget han kan genkende i Nordjylland og især i Aalborg, hvor han er fascineret af, hvilken udvikling regionens største by har gennemgået de sidste mange år.
- Jeg synes, at der sker noget spændende i Aalborg som by, hvor der - som jeg har forstået det - stræbes efter Bilbao-modellen. Bilbao, der den dag i dag er et hit, var en gammel havneby for 20-30 år siden. En stor grå by med faldefærdige bygninger, hvor alt undtagen fiskeerhvervet var gået koldt, lyder det fra Søren Bruun Jensen, før han med stor entusiasme fortæller om Aalborg:
- Lidt ligesom i Aalborg, hvor vi i gamle dage havde tobaksfabrikker, Aalborg Akvavit, det har vi stadigvæk, men det er jo ikke på samme måde, hvor der er vildt mange arbejdspladser, som der var tidligere. Fabrikkerne langs havnen, det var jo en stor havneby.
- Den måde vi har ombygget byen, blandt andet omkring Nordkraft, og vi har et universitet, der bare blomstrer. Vi har Europas bedste ingeniørstudie, og det viser, at Aalborg har taget samme skridt som Bilbao ind i det 21. århundrede. Det er blevet en moderne by, og kulturelt er det samtidig en by, der blomstrer - og kulturen betyder meget for mig, siger Søren, der er tidligere musiker på forskellige beværtninger rundt omkring i det nordjyske.
- Der sker bare gode ting i Nordjylland, synes jeg, og det er jeg ret stolt af.
Nordjysk stolthed
Er DU stolt af at være nordjyde?
- Det er jeg. Jeg er helt sikkert stolt af at være nordjyde, svarer Søren Bruun Jensen med det samme.
Det er tydeligt efter interviewet med Søren, at stoltheden hænger sammen med mange ting. Både de ting, han selv gør for det lokale qua sit arbejde, men også i form af de, som han selv siger, fantastiske mennesker, han møder, og hvordan de tager lokalsamfundet til sig som en nordjysk stolthed.
- Der er en stolthed i Nordjylland, og det kan godt mærkes, at der er en stolthed af den her landsdel. Den er lidt særegen på en eller anden måde, siger den socialantropologuddannede Søren Bruun Jensen, før han fortsætter om nordjysk stolthed.
- Det er et meget storslået Nordjylland, og for mig handler det blandt andet om den flotte natur. Der er jo også et eller andet over nordjyderne. I gamle dage snakkede man jo om den her lidt stædige jyde - en tværing - der lige skal se folk an, men når du først har vundet nordjydens kærlighed, så er de loyale over for dig.

Som far til tre børn går meget af Søren Bruun Jensens fritid på dem, men han nyder i stor grad tiden med dem, hvor naturen dyrkes og personlige projekter laves sammen med dem. Her har han bygget en lille borg i hans forældres have til børnenes nydelse. Foto: Torben Hansen
- Jeg elsker lidt den der mentalitet et eller andet sted, for det er også den, der gør, at folk er loyale og bliver her, samtidig med, at der er en utrolig jordnærhed blandt nordjyderne. Tingene er ikke så komplicerede. Der er en eller anden enkelthed over det, og det skal man ikke sammenligne med, at man ikke kan være kulturel eller lignende. Der er bare en simpel måde at tænke på, og det gør, at det er rart og trygt at være i Nordjylland.
- Det er lidt det, jeg oplever. At der er den her loyalitet over for lokalsamfundet.
Søren vender endnu engang tilbage til, hvor heldige nordjyder er med at være født og opvokset netop, hvor de er.
- Hvis vi ser globalt på det at være født i Nordjylland, kunne du jo være født i Bangladesh, men du er bare utrolig heldig, hvis du er født i Nordjylland.
- Du er født i en nordisk velfærdsstat, et af verdens rigeste lande for det første, et utroligt trygt land. Og så er du også født i Nordjylland, hvor du har den her natur og mange ressourcer.
- Nordjylland er et fantastisk sted at bo.
Lokal kærlighed blev til arbejde
Søren Bruun Jensen har igennem mange år haft en stor interesse for lokalmiljøet, som han ikke er sen til at fortælle, hvor meget betyder for ham, og nu er det også gået fra at være noget, han lavede på hobbyplan til at være et arbejde.
- Det lokale har jo egentlig været en hobby for mig. Jeg har selv lagt mange frivillige timer på en lokalradio, og det er jo endt med, at jeg kunne komme hertil.
- Det er det lokale, der har været drivkraften. Jeg har elsket at dække det lokale i Aalborg og omegn i mange år, i 10 år faktisk, forklarer han.

Det lokale er Sørens hobby, og det betyder utrolig meget for ham, og det er derfor naturligt, at han også beskæftiger sig med netop det lokale i sit erhverv hos TV Fritid. Foto: Torben Hansen
Det seneste års tid har han arbejdet for TV Fritid, hvor han laver flow-TV og You-tube-videoer, som tager udgangspunkt i det lokale fritids- og kulturliv i Nordjylland, som større regionale medier måske ikke sætter ressourcerne ind på, og det er et arbejde, han virkelig værdsætter:
- Man kan være med til at gøre en forskel for nogle mennesker, og der er en sindssyg stor taknemmelighed for, at vi vil være med til at sætte fokus på nogle af de mindre foreninger, og det de går og laver. Det er ret rørende faktisk, siger Søren Bruun.
Han lægger vægt på, at det især er vigtigt for ham at kunne være med til at samle folk og hjælpe foreningerne med at vise, hvor vigtigt et arbejde de frivillige laver.
- Der er jo mange af de frivillige, som desværre ikke rigtigt er kommet tilbage til foreningerne igen her post corona, så jeg håber, at vi kan være med til i hvert fald at gøre en lille forskel på det område.
Det er især noget flere af de lokale fodboldklubber i Aalborg kan mærke til. Søren har nemlig bragt sin store passion for fodbold ind i arbejdet med det lille medie, hvor kanalen dækker lokalfodbolden meget tæt. De er ude at filme kampe fra Danmarksserien og lægger højdepunkter op på deres hjemmeside og Youtube kanal.
- Før i tiden kunne man jo samle flere hundrede mennesker til en Danmarksserie kamp. Det kan man ikke på samme måde i dag. Jeg håber, at vi kan være med til at samle folk og få dem til at støtte de lokale klubber - og så kan jeg også se på vores seertal, at der er en stor interesse for det.
Det med seertallene er ellers ikke noget, som de går alt for meget op i hos TV Fritid.
- Selvfølgelig er det rart, hvis der er mange, som vil følge med, men vi vil hellere lave en lokal historie, som gør nogle få mennesker meget glade end gå efter at få mange seere.
- Vi er jo også privilegerede med, at vi ikke skal sælge annoncer og lignende, så vi kan have det fokus, siger Søren og smiler.

- Nordjylland er storslående. For mig er det naturen, der er storslående, siger Søren Bruun Jensen om hvad, der gør Nordjylland til noget specielt for ham. Foto: Torben Hansen
Udover at TV Fritid gør meget i at dække frivillighed, består den også meget af det selv. Søren er den eneste fuldtidsansatte på kanalen, og han står for produktionerne, hvis der skal laves noget for en af mediets samarbejdspartnere.
- Vi har to ben. Vi har nogle samarbejdspartnere og fonde vi laver noget for, og så er det typisk mig, som producerer det, men det andet ben er frivillige, der selv producerer noget. Det klipper vi ikke helt så fint, forklarer Søren.
Det er altså sikkert at sige, at Søren Bruun Jensen er en ærekær nordjyde, der virkelig sætter pris på, hvor han kommer fra. Han elsker landsdelen, og det står han heldigvis ikke alene om, omend kærligheden måske topper de flestes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.