Togdrift

Sporarbejde stopper tog: Se hvornår du i stedet må køre med bus

Togtrafik i Nordjylland indstilles flere gange de kommende måneder

Den kommende tid må nordjyderne forvente bøvl og længere rejsetid. I flere omgange erstattes tog med busser på grund af sporarbejde. Arkivfoto: Bente Poder

Den kommende tid må nordjyderne forvente bøvl og længere rejsetid. I flere omgange erstattes tog med busser på grund af sporarbejde. Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Hvis du skal med tog fra Aalborg mod Hobro, eller omvendt, må du forberede dig på store ændringer og længere transporttid fra på søndag.

Fra 5. april til og med 13. april indstilles al togtrafik mellem Aalborg og Langå på grund af sporarbejde. I stedet skal passagerer fragtes med togbusser, oplyser Banedanmark og DSB.

De nuværende jernbanespor mellem Aalborg og Hobro er nedslidte og skal forbedres, så tog kan køre hurtigere på strækningen. I dag må tog køre 120 km/t, men hastigheden på strækningen skal kunne sættes op til 200 km/t. Det vil dog først ske, når et nyt signalsystem tages i brug.

Samtidig skal hele jernbanestrækningen mellem Lindholm ved Nørresundby og ned til Aarhus gøres klar til elektrificering - til hurtige og mere miljørigtige el-tog. Det arbejde vil vare flere år og ventes afsluttet i 2026, oplyser Banedanmark.

Her holder togbussen

I første omgang medfører sporarbejdet altså stop for tog fra søndag 5. april og ni dage frem, hvor der i stedet indsættes togbusser mellem Aalborg og Langå.

Rød togbus stopper ved alle stationer: Aalborg, Skalborg, Svenstrup, Støvring, Skørping, Arden, Hobro, Randers og Langå. Blå togbus stopper i Aalborg, Hobro, Randers og Langå, mens grøn togbus kun stopper i Aalborg, Hobro og Langå. Se mere her

Sporarbejdet og forberedelsen til elektrificering af jernbanenettet medfører endnu flere ændringer.

Lindholm Station lukkes i to omgange: Fra onsdag 8. april til 14. april og igen fra 30. maj til 2. juni.

Desuden lukkes jernbanestrækningen mellem Aalborg og Langå fra 30. maj til 2. juni, og i stedet indsættes togbusser. Og fra 17. juli til 3. august, i skolernes sommerferie, lukkes for tog mellem Aalborg og Hobro. Også her indsættes togbusser.

Ny jernbane til lufthavnen

I løbet af sommeren vil der også ske ændringer, oplyser Banedanmark. Jernbanestrækningen Aalborg-Lindholm vil være spærret i flere måneder, fra 10. juli helt frem til 21. september.

Det skyldes ikke kun sporombygning og forberedelser til elektrificering, men også færdiggørelse af den nye jernbanestrækning til Aalborg Lufthavn.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.