Spritbilist bakkede ind i bil - en anden spritbilist blev fundet i en grøft

Døgnrapporten for Nordjyllands Politi indeholdt et par uheldige elementer

Spritbilisterne måtte afgive blod, så en promille kan bestemmes. Arkivfoto

Spritbilisterne måtte afgive blod, så en promille kan bestemmes. Arkivfoto

NØRRESUNDBY/NIBE:En 60-årig mand forsøgte onsdag aften at parkere sin bil på Knud Skots Gade i Nørresundby. Han var dog ikke super god til at parkere, for han bakkede direkte ind i en anden bil, fremgår det af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.

Det så et vidne, der ringede til Nordjyllands Politi, mens vidnet kunne følge den 60-årige mand vakle ud af sin bil og over til den anden bil, hvor han kunne konstatere, at der trods påkørslen intet var sket.

Vidnet mente, at den 60-årige nok havde fået lidt for meget indenbords.

En patrulje blev derfor sendt af sted til adressen.

De tog en snak med den 60-årige mand, der viste sig at være pænt beruset, som en alkometermåling da også kunne bekræfte.

Han blev anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand.

Samme aften fandt et vidne en bil holdende i grøften langs Løgstørvej i Nibe. Der var personer i bilen.

Vidnet tog kontakt til de to personer, som han kunne høre var meget berusede. Han ringede derfor til politiet.

De medbragte et alkometer, som de to mænd fik lov at afprøve, og alkometeret slog ud ved begge personer i bilen.

De blev derfor anholdt, sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand og blev taget med til stationen, hvor en blodprøve skal bekræfte promillen. Alle tre kan se frem til et retsligt efterspil ovenpå deres kørsel i spirituspåvirket tilstand.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.