Stjal mejetærsker og sendte den direkte til Polen
39-årig mand varetægtsfængslet for at stjæle mejetærsker i Nordjylland og sælge den i Polen

Arkivfoto Scanpix Denmark
GISTRUP:Det var nærmest et mejetærsker-kup med tråde til Polen, som politiet kort før jul optrevlede, og som fredag resulterede i, at en 39-årig mand fra Vendsyssel blev varetægtsfængslet.
I november sidste år forsvandt en mejetærsker nemlig sporløst i Gistrup. Og nu er en mejetærsker ikke den slags tyvekoster, der er let at skjule. Men den 39-årige havde også en plan, inden han stjal den store landbrugsmaskine.
Det fortalte han i Retten i Hjørring, da han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her erkendte han sig også skyldig i tyveriet af mejetærskeren, fortæller anklager Torben Kauffmann.
Blev kørt direkte til Polen
Manden fortalte, at han havde besøgt ejendommen i Gistrup i sommeren 2020, og her havde han lagt mærke til mejetærskeren. Da han senere læste en annonce i avisen fra en polak, der ville købe en mejetærsker, fik han ideen til tyveriet.
Den 39-årige bestilte et polsk transportfirma, inden han listede ind på ejendommen i Gistrup og kørte mejetærskeren væk derfra.
Han kørte direkte hen til lastbilen fra det polske transportfirma, læssede mejetærskeren og sendte den afsted mod Polen, fortæller Torben Kauffmann.
Mejetærsker er retur
Men Nordjyllands Politi kom på sporet af den 39-årige og fandt også ud af, at mejetærskeren var havnet i Polen.
Med hjælp fra politiet i Polen, er mejetærskeren nu blevet returneret til sin rette ejermand, og politiet fandt frem til den 39-årig mand, der havde fået arbejde på Sjælland.
Han blev anholdt torsdag og blev fredag varetægtsfængslet i tre uger.
I retten forklarede manden, at han stjal landbrugsmaskinen, fordi han havde økonomiske problemer. Han fik 90.000 kroner for mejetærskeren, oplyser anklager Torben Kauffmann.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.