Stod bag flere indbrud: Tyv fældet af spillekort

En 33-årig mand stod bag flere indbrud i Nørresundby. Det var Magic Cards, der til sidste fældede ham

Arkivfoto Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto Lars Pauli Foto: Lars Pauli

NØRRESUNDBY:Tre gange inden for nogle få måneder begik en 33-årig mand indbrud i sit lokalområde i Nørresundby. Ved et af indbruddene stjal han nogle dyre spillekort, som endte med at fælde ham.

Torsdag blev han så idømt seks måneders ubetinget fængsel, fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Det var efter det sidste indbrud, at politiet kom på sporet af ham. Sidst i januar brød den 33-årige ind i en lejlighed i Nørresundby, hvor han stjal en computer, spillekonsoller og Magic Cards - der er spillekort fra spillet Magic: The Gathering.

Og det er langt fra helt almindelige spillekort. De er både dyre og åbenbart ret unikke.

Det måtte den 33-årige sande, da efter indbruddet gik hjem og satte de dyre spillekort til salg for over 20.000 kroner på Facebook. Der var hurtigt en køber, men spillekortene blev også hurtig genkendt af en ven til den retmæssige ejer.

Så efter indbruddet i lejligheden, fik beboeren at vide, at hans dyrebare spillekort var solgt på Facebook. Han fandt frem til køberen, der straks leverede kortene tilbage og samtidig kunne give oplysninger om, hvem der havde solgt dem, fortæller Thomas Klingenberg.

Og så var det forholdsvis let for politiet at finde frem til den indbrudstyv.

Den efterfølgende efterforskning viste, at den 33-årige også stod bag et indbrud i en villa i Nørresundby mellem 10. og 14. november, hvor der blev stjålet smykker, spillekonsoller, spil og Kay Bojesen figuerer til knap 20.000 kroner.

Manden blev også kædet sammen med et indbrud i en anden villa i Nørresundby mellem 4. og 8. december, hvor der blandt andet blev stjålet et surround anlæg og en iPhone til knap 12.000 kroner.

I Retten i Aalborg erkendte den 33-årige sådan set indbruddene, men han var dog noget uenig i den værdi, som retten fandt, at tyvekosterne havde.

Han valgte dog at modtage dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.