Varme regning

Stop for russisk kul kan ramme varmeprisen i Aalborg

Prisen på bygas hæves nu kraftigt i Aalborg

I øjeblikket får varmeforbrugerne i Aalborg varmen fra russisk kul, og det kan ramme varmeprisen, at man nu dropper den russiske kul. Arkivfoto: Claus Søndberg
I øjeblikket får varmeforbrugerne i Aalborg varmen fra russisk kul, og det kan ramme varmeprisen, at man nu dropper den russiske kul. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG: I øjeblikket får hovedparten af varmeforbrugerne i Aalborg deres fjernvarme fra russisk kul, som der udelukkende fyres med på Nordjyllandsværket i øjeblikket.

Økonomiudvalget i kommunen, der ejer værket, sagde mandag stop for mere russisk kul på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Men russisk kul er det eneste, der ligger i kulhavnen på Nordjyllandsværket, der står for 60 procent af fjernvarmen i øjeblikket.

- Vi har sagt, at det, vi har købt og betalt, bruger vi. Vi vil bare ikke købe nyt, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL), bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket A/S.

Lager til april

Lageret af russisk kul kan holde til udgangen af april.

Lige nu arbejder man på højtryk for at droppe russisk kul kombineret med hensynet til forsyningssikkerhed. Man kigger efter alternativer til russisk kul og undersøger, hvordan man kan komme ud af kontrakterne med det russiske kul.

Der er dog et problem, og det er, at det både kan blive dyrt og svært at finde erstatningskul, ligesom det kan blive omkostningsfuldt at bryde de allerede indgåede kontrakter på leverancer af kul fra Rusland.

Dyrt og svært

Aalborg Forsyning er ikke de eneste, som ønsker at stoppe brugen kul fra Rusland, og derfor kan det både blive dyrt og svært at finde erstatningskul. Det betyder, at det fulde stop for russisk kul kan få indflydelse på varmeprisen i Aalborg.

- Vi er nødt til at være ærlige og sige, at når vi beslutter os for at gøre det her, så er der en mulighed for, at regningen ender hos varmekunderne, siger klima- og miljørådmand Per Clausen (EL), bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket A/S.

Kullet bliver dyrere.

- Det er i forvejen steget i pris.

En ting er med til at holde prisen nede i øjeblikket, og det er Nordjyllandsværket produktion af el. Prisen på el er nemlig som bekendt også kraftigt stigende i øjeblikket.

- Priserne på det el, som vi laver er steget endnu mere end, det kul, som vi køber, siger Per Clausen.

Hvis prisen på el derimod går den anden vej kombineret med stigende kulpriser, er der kun varmeforbrugerne til at betale regningen.

Udover risikoen for at varmeprisen stiger, så stiger prisen på bygas nu kraftigt fra 1. april. Aalborg Bygas A/S hæver de variable bygastakster med 24 procent for mindre kunder og 34 procent for større kunder. Priserne i Aalborg Bygas A/S skal hvile i sig selv, og der er derfor udelukkende tale om at dække de øgede omkostninger og ikke om at øge bundlinjen.

For den typiske komfur-kunde, der har et forbrug på 25 kubikmeter bygas om året, vil det dog betyde, at den årlige pris vil stige fra cirka 225 kr. til 280 kr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden