Coronavirus

Stor stigning i smitte blandt unge: Mere end hver fjerde smittet er 16-19 år

Den seneste tids smittetal, især blandt unge, har fået Aalborg Kommune til at kontakte blandt andet ungdomsuddannelserne i håbet om at inddæmme smitten

Unge i Aalborg Kommune står for en uforholdsmæssig stor del af de smittede. Særligt unge i gymnasiealderen er overrepræsenteret i smittetallene. Arkivfoto: Torben Hansen

Unge i Aalborg Kommune står for en uforholdsmæssig stor del af de smittede. Særligt unge i gymnasiealderen er overrepræsenteret i smittetallene. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16.28 med en grafik, der viser stigningen i smitten blandt de 16-19-årige.

AALBORG:Smitten er steget markant blandt unge i Aalborg Kommune den seneste uge. Det viser både tal fra Statens Seruminstitut og Aalborg Kommune.

Ifølge mandagens opdaterede tal fra SSI er aldersgruppen 10-19 år den med absolut flest smittede i kommunen. De seneste syv dage er 61 personer i aldersgruppen blevet testet positive for covid-19.

Det er især de 16-19-årige, der fylder i smittetallene, bekræfter Aalborg Kommune.

Ifølge kommunens opgørelse, stod de 16-19-årige i sidste uge for mere end hver fjerde positive test, selvom den aldersgruppe kun udgør knap fem procent af befolkningen.

- Vi så i sidste uge, at smitten var steget mere, end den havde gjort i lang tid, og vi kunne også se, at de unge fyldte meget, i de smittetal vi fik, siger Mikkel Grimmeshave, der er vicedirektør i kommunens sundheds- og kulturforvaltning.

Derfor sendte han i fredags besked ud til kommunens ungdoms- og voksenuddannelser om de stigende smittetal, og bad dem om at minde eleverne om smitteforebyggelse.

- Vi har set en stigning i smitten, som vi ønsker at reagere på så hurtigt som muligt, så den ikke går hen og bliver bekymrende.

Langt fra nedlukning

Selvom smitten i Aalborg Kommune er steget igen, så er der stadig et stykket op til det niveau, hvor kommunen er forpligtet til at lukke ned for skoler, institutioner, kultur- og fritidstilbud.

Ifølge en oversigt på Sundhedsministeriets hjemmeside, er det incidenstallet, der er afgørende for, hvornår en hel kommune skal lukke ned. Det sker hvis en kommune har en incidens på over 200 positive test pr. 100.000 indbyggere. Aalborg Kommune har mandag eftermiddag et incidenstal på 78,5. Til sammenligning har Ishøj Kommune, der stadig har lukkede skoler og liberale erhverv, landets højeste incidens på 393,7.

- Vi reagerer på en smittestigning, men ikke en, der peger i nærheden af det, man ser på Vestegnen og i dele af Nordsjælland, forklarer Mikkel Grimmeshave.

Ud over grænseværdierne for, hvornår kommuner skal lukke ned, er der også et sæt regler for, hvornår en kommune skal lukke et sogn ned.

Det sker, når et sogn har en incidens på over 400, mindst 20 smittede de seneste syv dage og en positivprocent på 2 procent eller mere.

Gymnasierne skal teste selv

Aalborghus Gymnasium er en af de uddannelsesinstitutioner, der fik henvendelsen fra kommunen i fredags. De skrev derfor videre ud til eleverne og opfordrede dem til at være ekstra opmærksomme og undgå smittespredning, fortæller rektor Torben Poulsen.

Uden sammenfald i øvrigt, skal gymnasierne nu til selv at teste eleverne to gange om ugen. Det blev eleverne også før, men nu skal de til at gøre det selv.

- Vi har selv lavet et test-setup, som vi starter i morgen. Vi har bedt alle om at være nytestede til i dag. Det tjekkede vi ved indgangen. Fra i morgen går vi ud i klasserne og får dem lært at teste selv, forklarer Torben Poulsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.