Sygeplejersker

Strejkevarsel: Aalborg Kommune forbereder sig på sygeplejerskemangel

Se her hvad, du måske må undvære, hvis hjemmesygeplejerskerne nedlægger arbejdet

Hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune strejker måske fra 21. maj. Det er kommunen i hvert fald ved at forberede sig på. Arkivfoto
Hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune strejker måske fra 21. maj. Det er kommunen i hvert fald ved at forberede sig på. Arkivfoto

Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:00

AALBORG: Hvilke opgaver er så vigtige, at de skal være en del af nødberedskabet, hvis hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune strejker? Det er Aalborg Kommune i øjeblikket ved at finde ud af, for kommunen er en af de 13, hvor sygeplejerskerne har varslet strejke fra natten mellem 20. og 21. maj.

- Vi forhandler med Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, som vi skal mødes med første gang onsdag, for at nå frem til en køreplan, fortæller sekretariatschef i ældre- og handicapforvaltningen Martin Vestergaard Madsen.

Bliver konflikten en realitet kommer den både til at ramme ældre- og sundhedsopgaver - men også myndighedsopgaver som visitation, administration og lignende. For der er omkring 400 sygeplejersker ansat i Aalborg Kommune, og selvom enkelte måske ikke er medlem af Dansk Sygeplejeråd og derfor ikke kan strejke, regner man med, at mindst 350 vil nedlægge arbejdet i protest mod resultatet af de seneste overenskomstforhandlinger.

- Det betyder, at vi lige nu skal have aftalt, hvordan borgere, der har brug for livsvigtig akuthjælp kan få det. Og det kan både være i forhold til ting, de skal have og vigtige sygeplejefaglige opgaver, forklarer Martin Vestergaard Madsen.

Han betegner det som en balancegang på en knivsæg, for kommunen kan ikke bare sætte andre faggrupper til at overtage sygeplejerskernes opgaver, for det må man nemlig ikke i en konfliktsituation. Men på den anden side, vil man også gerne sikre sig, at der ikke er ældre eller syge, der kommer i klemme.

- Så vi skal have forhandlet os frem til en løsning, om hvad der er så livsvigtigt og uopsætteligt, at hjemmesygeplejerskerne stadig skal tage sig af det. Og ifølge KL kan det for eksempel være sådan noget som terminal-patienter, borgere i dialysebehandling, borgere der får daglige insulin-injektioner eller borgere, der allerede er igangsat forhold til iv-behandling, tilføjer Martin Vestergaard.

Forhandlingerne mellem kommunen og sygeplejerskerne skal senest være på plads 20. maj. For selvom forligsmanden har mulighed for at udsætte strejken i to gange 14 dage, er det den dato, det oprindelige strejkevarsel udløber.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden