Coronavirus

Dokumentfalsk: Studerende på Aalborg Universitet forfalsker coronatest

Aalborg Universitet har taget to studerende i at snyde med coronaprøver

Foto: Aalborg Universitet

Foto: Aalborg Universitet

AALBORG:Studerende på Aalborg Universitet fik i torsdags en mail fra universitetsdirektør, Søren Lind Christiansen. Her advarede han de studerende mod at forfalske negative coronatest, da det er ulovligt og vil føre til en politianmeldelse.

Det sker efter, at Aalborg Universitet i forrige uge opdagede, at to af universitetets studerende havde snydt med deres coronapas.

- Det er dokumentfalsk, og det er strafbart. Derfor er det noget, som vi ser meget alvorligt på. Det forøger risikoen for, at vi får en smittet ind på campus, som starter en smittekæde, og det kan i sidste ende betyde, at vi kan blive tvunget til at hjemsende folk. Det vil være et rigtigt stort problem for de mennesker, som det vedrører, siger Søren Lind Christiansen.

De to studerende, som blev taget i at snyde med negative coronatest, blev opdaget af skolens personale, der er ansat til at foretage stikprøver af coronapas.

I det ene tilfælde var der ændret på datoen for testen, men det var let for personalet at gennemskue, at testen måtte være forfalsket. Den studerende havde ikke haft øje for detaljen, da vedkommende havde dateret testen til dagen efter.

De to studerende er dog ikke blevet tildelt sanktioner fra Aalborg Universitet. Det skyldes, at universitetet ikke ved, hvem de studerende er.

- Vi havde ikke bedt vores kontrollanter om at få oplysninger, hvis de fandt nogen, som snød med deres coronapas. De, som ikke havde coronapassene i orden, blev bedt om at forlade campus for at få taget en test. Derefter var de velkomne til at komme tilbage, lyder det fra Søren Lind Christiansen, der nu har ændret på protokollerne.

- Efter vi har fundet ud af, at det kan lade sig gøre at snyde på den her måde, har vi instrueret vores personale i, at hvis de opdager snyd, skal de bede om studienummer og navn, så vi ved, hvem de er.

De to studerende, som forfalskede deres coronatest, kan derfor ånde lettet op i forhold til en straffesag, men det bliver bestemt ikke tilfældet, hvis det sker igen, slår direktøren fast.

- Vi har strammet vores retningslinjer og vil fremadrettet lave en politianmeldelse. Desuden vil vi også starte en disciplinærsag. Vi har nogle regler i forhold til, hvordan man skal begå sig som studerende, og det her er et klart brud på det, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.