Aalborg

Super interesse for sygehus

Søndag havde nordjyderne for første gang mulighed for at se nærmere på det nye universitetshospital i Aalborg Øst

Flere hundrede nordjyder benyttede den første chance, de har haft for at komme tæt på byggeriet.
Flere hundrede nordjyder benyttede den første chance, de har haft for at komme tæt på byggeriet.

Opdateret kl. 13:00

AALBORG: Selv om der er fire år til, at Nordjyllands nye supersygehus tages i brug, er interessen for sygehuset stor blandt borgerne.

Det var tydeligt i går, da der for første gang blev holdt åbent hus på byggepladsen, for flere hundrede kiggede inden for.

- Det er jo spændende for en gammel tømrer at komme ud og se det store arbejde, der er for tømrere i byggeriet, sagde en af gæsterne, Poul Erik Pedersen fra Dall Villaby.

Han erkendte, at det trækker noget i ham for at være med:

- Det er jo det største byggeri i Aalborg nogensinde, så det er spændende at se, hvordan det udvikler sig, og hvordan det bliver, når det engang er færdigt.

Så er Karsten Pedersen fra Rærup i en anden situation. Han kommer nemlig snart selv på job på byggepladsen:

- Jeg arbejder for tømrerfirmaet Kaj Andersen, som skal lave alle alu- og glasfacader på sygehuset.

- Vi skal i gang herude sidst på året, så det er spændende at se, hvad vi kommer ud til, mener Karsten Pedersen.

I det hele taget benyttede både en del af håndværkerne og en del af de fremtidige ansatte på sygehuset det åbne hus til at kigge inden for, kunne kommunikationsmedarbejder Anette Leth fra sygehusets projektafdeling konstatere:

- Der har lige været et stort hold fra medicinerstudiet på Aalborg Universitet herude, og vi ser mange af de ansatte og deres familier. Desuden kommer der mange fra nærområdet, især er der kommet mange fra Gistrup og Sdr. Tranders.

170.000 kvadratmeter

Gæsterne kunne ved selvsyn få at se, hvordan regionen bruger 5,5 milliarder skattekroner på det 170.000 kvadratmeter store byggeri, og det var muligt at komme ind i selve bygningerne, hvilket klart interesserede de besøgende.

- Jeg synes, det er et fantastisk flot og kæmpestort byggeri. Det er interessant at følge opførelsen, også når man bor så tæt på, som jeg gør, sagde Hanne Damsgaard Nielsen fra Lundby nogle få kilometer længere ude af Hadsund Landevej.

Hun medgiver, at interessen også skyldes, at hun jo selv kan få brug for sygehuset en dag:

- Men jeg tror også, at det bliver godt. Jeg håber bare ikke, at de lukker de små sygehuse, når det bliver færdigt, sagde Hanne Damgaard Nielsen med en lille hilsen til politikerne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden