For nok har de spillet i udlandet, da de var skrev og sang på lettere drømmende, elektrisk og døsigt indieengelsk. Men det var ikke just Wembley eller Ullevi der lagde scene til. Om end en vital udgave af ”Crush” ikke var helt ueffen.

For med januars modtagelse af albummet ”Regnvåde Sale”, hvor Blaue Blume for første gang synger på modersmålet, har de gået sejrsgang i år og følger nu trenden, hvor landets allerstørste spillehuse allerede nu kan indtages. Med to annonceret koncerter i Royal Arena og Aarhus Congress Center næste november.

Danskernes appetit på dansksproget musik synes umætteligt.

Så fredag aften i den bette sal i Musikkens Hus var en sidste chance til at opleve trioen i mere eksklusive og intime rammer her på deres fuldstændig udsolgte efterårstour, inden langt større rammer venter. Det efterlod en del svar og et par spørgsmål.

For når man begår sig i grænselandet mellem Guldimund og Mads Langer, hvor man heldigvis er befolket tættere på førstnævnte end sidstnævnte, så skal man have i al fald ét øje skarpt rettet mod at ens udtryk også kan få de musikalske nuancer med live. Og der var lidt med en alt for høj bas i lydbilledet, der til tider påtvang sig for meget uønsket opmærksomhed.

Der hersker slet ingen tvivl om at den på aftenen udvidede kvartet kan spille. For pokker da, hvor kan de deres håndværk. Og i forsanger Jonas Holst Schmidt har de et voldsomt fortrin, med den sært følelsesmæssige dragende vokal, der får de fleste i salen til at forstumme i 1 ½ time. Foruden de vanlige Generation X`ere bagerst i salen, der forsøger at overdøve musikken ved at tale højere om ferielejligheder, elpriser og slettede sms-beskeder.

Det er en udpræget befrielse at Blaue Blumes koncertudtryk ikke, hvilket ellers er en gennemgående tendens i musikbranchen, leverer et gennem koreograferet sæt, men lader musikken, sanserne og kemien diktere hvordan udfaldet af aftenen skal tage sig ud. Og vi landede altså på den rigtige side af mønten. Og publikum kvitterede begejstret af egen fri vilje og uden at blive taget i hånden. Tænk sig bare.

Det er dog nemmere at gøre foran 250 aalborgensere end 16.000 danskere næste efterår. Store scener kræver noget andet.

Lad os håbe det ikke bliver på bekostning af den intimitet Blaue Blume ikke kun skaber med deres sange.

Så tilgiver man nemlig let at den til tider for følsomme drømmende drone-pop ikke lukker samtlige luftrum i Danmark, dertil er udtrykket fortsat for stringent og lider variationsmæssige afsavn.

Men fortsætter Blaue Blume sådan her, så bliver de svære at skyde ned.

De er allerede svære at ramme.