Svane angrebet og dræbt af løsgående hunde
Opdateret kl. 13:23
Et af Aalborgs kendteste udflugtsmål, når det gælder en hyggelig gåtur, en løbetur i naturen eller blot en meditativ pause i naturen, er plaget af løsgående hunde.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
I det bynære naturområde Østerådalen har Aalborg Kommune oplevet flere tilfælde, hvor løse hunde har angrebet andre dyr. Angrebene har medført alvorlige skader. Det seneste tilfælde er en svane, der blev fundet død med kraftige bidemærker i hovedet.
- Det er ikke kun svaner og andre vilde dyr, der risikerer at blive jagtet og bidt af løse hunde. Vi har også konstateret angreb på husdyr som får og lam. Vi kan se, at ikke alle hundeejere viser ansvar og holder deres hund i snor - og det er virkelig en skam, for det skader dyrelivet og skaber både utryghed for dyreholdere og besøgende i området, fortæller Aalborg Kommunes naturvejleder Mikkel Rødvig i pressemeddelelsen.
Naturvejlederen fortæller, at de har oplevet dyr, der bliver jagtet ud i søer og vandløb, og som derfor må hentes ind eller risikerer at drukne eller brække ben. Andre gange har store bidsår resulteret i, at dyrene måtte aflives og nogle dyr risikerer at blive skræmt ud af indhegningerne, hvor de kan være til fare for trafikken.
Ifølge naturbeskyttelsesloven skal hunde altid føres i snor i naturområder. Det er særlig vigtigt i områder med dyreliv, græssende dyr og rekreative stier. Overtrædelser kan i værste fald føre til alvorlige skader på dyr, som det er tilfældet i Østerådalen.
- Og så er det faktisk sådan, at det også er os selv og vores hund, der risikerer at komme galt afsted, hvis større dyr bliver skræmte og beskytter deres afkom, lyder det afsluttende fra naturvejlederen.
- Hold din hund i snor - også selv om den er lydig.
- Vær særligt opmærksom på din hund i områder med vilde dyr eller græssende husdyr.
- Respekter skilte og afmærkninger - de er til for at beskytte både dyr, mennesker og din hund.
- Gå uden om indhegninger med dyr, hvis du er det mindste i tvivl om, du kan styre din hund blandt husdyrene.
- Træn din hund i rolig adfærd omkring dyr.
- Hvis hunden skal løbe frit, kan du benytte kommunes hundeskove.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.