Beethoven & Bruckner

Den tidlige Beethoven, som stadig var i gang med at bearbejde arven og inspirationen fra Mozart, overfor den senromantiske Bruckner, som på sin side kæmpede en håbløs kamp med at kombinere indflydelsen fra den sene Beethoven og Wagner - det er ikke uden problemer at bringe disse to i stue sammen. 

Mest synd var det for Bruckner og hans 4. symfoni, som havde svært ved at fange opmærksomheden ovenpå Beethovens 2. klaverkoncert.

Den sympatiske franske pianist François-Frédéric Guy leverede en fin opførelse af klaverkoncerten med sit distinkte anslag og egale løb. Havde musikken været af Mozart, kunne man godt have ønsket sig en smule mere udtryk i det melodiske; men hans spil matchede fint første satsens kraftbetonede kadence og sidste satsens legende rondo, der tippede lidt over til den rustikke side. Den melodisk smukke adagio-sats derimod fik lov til at fremstå rent og enkelt og virkede netop derfor aldeles fortryllende.

Strygersektionen var barberet ned til wienerklassisk størrelse, og orkestret var afbalanceret godt i forhold til Guy. I ekstranummeret - Chopins Etude i c-mol (”Revolutionsetuden”) – spillede Guy ikke med musklerne, men fremførte den i en usædvanlig raffineret, gallisk udgave.

Derefter var det som sagt tid til Anton Bruckners store symfoni nr. 4 i Es-dur, og det var som at falde ned på en helt anden planet. Der er lange passager af dramatisk udvikling i Bruckers symfoniske musik og klangligt flotte udfoldelser, især i horn- og messing-grupperne. Bruckers musik rummer også fine poetiske virkemidler, men alt sammen kræver det, at de lange opbygninger og overgange bliver formet organisk for at virke. Denne aften fornemmedes musikken stiv, stillestående og uden fremdrift, som om orkester og dirigent ikke havde hjertet med.

Bedst lykkedes scherzoen i kraft af de gjaldende messingfanfarer og den energiladede rytmik, som satte gang i blodomløbet og fangede opmærksomheden. Satsen satte sit præg på resten af symfonien, hvor også sidste sats kom til at klinge helstøbt, men uden at orkesterklangen for alvor fik lov til at ånde frit og blive magisk.