Chippendales på Skråen: - De gør sex sjovt, det er boyband på speed
Skal man tro Chippendales, vil kvinder have mænd, der kan tage kontrol, samtidig med at de kan vise sårbarhed. Og her er de jo hamrende urealistiske - men de hylder vores drøm
Hvor bliver "farkroppen" med topmave, som undersøgelser har fortalt os, at kvinder foretrækker over vaskebræt, af? Kender Chippendales ikke til de fantasier? Tilsyneladende ikke. Foto: Martin Damgård
AALBORG: Kontrasten mellem et kvindeligt og et mandligt publikum til strip er stor. Hvor mænd står stille med armene over kors, står kvinderne på stolene.
"Mig - tag mig" råber de, når stripperne smyger sig langs rækkerne og leder efter kvinder at hive med på scenen.
Hvis man (som jeg) forventede, at publikum til Chippendales udgøres af kvinder 40 plus, der vil genopleve 1990'erne årlige højdepunkt i provinsen, tager man fejl.
Det er kvinder i alle aldre fra 17 til +60.
Der er dem med forsømte permanenter og oversizeskjorter, de velholdte i blazere og stilletter, karseklippede i læderveste, og der er unge med airbrushed hud og designertøj.
Chippendales Get Naughty show varede to gange 45 minutter, og publikum var med hele vejen. Foto: Martin Damgård
Da jeg ankommer et kvarter før, Chippendales går på Royal Stage i Skråen torsdag aften, er der tjekket to mænd ind. Resten af salen er fyldt med kvinder, der tager selfies og drikker fadøl - allerede i parkeringskælderen under Musikkens Hus og lyskrydset foran Nordkraft blev der indtaget Breezer i store mængder.
Og de er klar på en fest, da de første skjorter ryger. Skriget - eller brølet - der fylder salen, gør det svært ikke at grine, for reaktionen i salen matcher dedikationen på scenen.
Chippendales
De otte mænd går all in. Det er så eksplicit og bogstaveligt, som det overhovedet kan blive. Det handler om liderlighed. Og spørgsmålet er så, om de leverer varen - om Chippendales stadig holder i 2023?
Jeg giver et bud til sidst - først ind i showet.
Foto: Martin Damgård
Hver gang, de viser hud eller styrke, skriger vi. Og det gør vi så ret meget, for i hvert nummer udfører de styrkeøvelser, så musklerne ruller under huden, imens der projekteres videoer af storbyer og miljøer på skærmen bag dem, og i hvert nummer ender de nøgne med hånden for skridtet som et figenblad.
Det er måske ikke super interessant kunstnerisk. Der er en dans til Billie Eilishs "Bad Guy", hvor der opstår noget tvetydigt i sammenspillet mellem deres seksualiserede koreografi og hendes ironi, som de kunne have dyrket yderligere.
Men overordnet er der ikke sket meget med showet siden 1979, hvor forretningsmanden Steve Banerjee i Los Angeles opfandt mandestripshowet, der endte som et globalt underholdningsfænomen.
Karakterne, de indtager, er stadig stilladsarbejdere i orange veste, bikere, cowboydere, politimænd og førsteelskere, der giver sig hen til musikken og en længsel, der er adresseret til os, imens de rører ved sig selv.
Kulminationen er et nummer, hvor tre mænd på henholdsvis motorcykel, i et badekar og i en seng nøgne dyrker sex med usynlige kvinder med overdrevne bevægelser - der overlades intet til fantasien her, måske plantes der et billede, nogle tager med sig.
Publikum kunne efterfølgende feste med stripperne på C Night Club i Jomfru Ane Gade. Foto: Martin Damgård
Man kan så spørge, hvad den manglende karakterudvikling gennem tiden skyldes.
Er koreograferne bag showet stivnet i en idé om, hvad kvinder vil have, eller er der reelt bare ikke sket så meget med kvinders sexfantasier?
Hvor bliver for eksempel "farkroppen" med topmave, som undersøgelser for år tilbage fortalte os, at kvinder foretrækker over vaskebræt?
Kender Chippendales ikke til dem? Tilsyneladende ikke.
Skal man tro Chippendales, vil kvinder have mænd, der står ved deres seksualitet og drift og kan tage kontrol og dominere, samtidig med at de kan vise sårbarhed. En af mændene synger "Baby I´m so into you" og konstaterer, at det er menneskeligt og vigtigt at være sårbar!
Og her er de jo hamrende urealistiske, alle kvinder ved, hvor svært det er at finde partnere, der både er nysgerrige og åbne, står ved deres sårbarhed og samtidig tør tage kontrol i sengen.
Men mændene på scenen her anerkender vores urealistiske idéer, og hvis man vil, kan man se noget positivistisk i det - en fejring af kvinder.
Og de hiver kvinder i alle størrelser og aldre op og lader os overtage styringen i indslag undervejs. Salen koger, da en kvinde i en tynd sort kjole laver en lapdance på en af dansernes skød. Og da en anden kvinde med en bluse, der bliver ved at kravle op over maven, skal vise sin yndlingssexstilling i et "gameshow" og bevæger sig som en sulten krappe op og ned af manden på gulvet.
På en eller anden måde glider det, der skal være en fræk forestilling, over i en fest for kvinder på tværs af aldre og ståsteder i livet.Man kan tænke, at flere vil holde sig tilbage, når de ser, hvad der sker med de kvinder, der går med op. En af dem ender bundet op på en væg med bind for øjnene, imens stripperne imiterer at tage hende hårdt, en anden imiterer et blowjob på en banan, hun tager den helt til roden. Men det gør de ikke, de vil med derop.
Man kan dykke ned i kaninhullet af diskussioner om, hvorvidt man kan forsvare et show som dette i 2023, der er masser af politiske og puritanske ståsteder at indtage.
Man kan også bare se på showet i sig selv. Holder det ud fra sine egne præmisser?
Ud fra reaktionerne i salen at vurdere, gør det. Mændene på scenen gør sex sjovt, det er boyband på speed. Modsat kvindelige strippere, har de mandlige strippere tungen i mundvigen undervejs. Måske fordi det grundlæggende bare er anderledes, når mænd tager tøjet af for kvinder end omvendt på grund af en lang historie om magt mellem køn.
Eller måske er et kvindeligt publikum bare et federe, sjovere og kærligere publikum at strippe for.
Uanset hvad, er der stort set ingen forskel fra 1990ernes shows til det i dag, Chippendales har på mirakuløs vis undgået aldring.
Og if it ain't broke ...
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.