Nordjyske mener: Kvinder må ikke, men mænd må gerne strippe i Aalborg

Et stripshow med 20 olieglinsende kvinder vil aldrig finde sted i 2023. Hvorfor er det anderledes, når mænd smider tøjet?

Ingen stiller spørgsmål til om de stakkels mænd i Chippendales nu også selv har valgt at ydmyge sig foran lystne kvinder, hvoraf nogle givet kunne være deres mødre. <i>Privatfoto</i>

Ingen stiller spørgsmål til om de stakkels mænd i Chippendales nu også selv har valgt at ydmyge sig foran lystne kvinder, hvoraf nogle givet kunne være deres mødre. Privatfoto

LEDER:Havde det været det modsatte køn, havde vi haft balladen. 

Havde det nu været en 15-20 kvinder - veltrænede, solbrune, botox og silicone - der torsdag aften skulle på scenen på Skråen i Aalborg for at fornøje mænd, skulle det nok have vakt opsigt på sociale medier.

Så var det blevet kaldt sexistisk, symbol på patriarkatets kvindesyn, og nogen ville - helt med rette - havde kaldt det forkvaklet og fortidigt. 

Muligvis havde der endda været arrangeret en demonstration ved indgangen. I hvert fald var en foromtale som denne ikke gået ubemærket hen: 

"Mænd over hele verden har skreget og hvinet, når disse sexede kvinder til drivende langsomme sensuelle rytmer og nye poptoner stykke for stykke afslører mere og mere af deres olieglinsende kroppe ... gør jer klar til den ultimative mandeaften i en hed Royal Stage". 

Sådan står der i foromtalen - med undtagelse af et enkelt ændret ord: Det er ikke kvinder, der smider tøjet. Det er mænd - de såkaldte Chippendales - og så er der nul ballade omkring det. 

Så er det bare sjovt, fis og ballade på den gode måde. 

Her er #metoo fraværende.

Ingen stiller spørgsmål til, om de stakkels mænd i Chippendales nu også selv har valgt at ydmyge sig foran lystne kvinder, hvoraf nogle givet kunne være deres mødre.

Ingen bekymrer sig om, hvorvidt de strippende mænd rammes af senfølger.

I stedet bliver det solgt som en aften, hvor kvinder kan få noget andet og bedre at se på end den rynkede sofa-kartoffel derhjemme.  

I 2023 ville et lignede arrangement for mænd aldrig blive et tilløbsstykke.

Meget få mænd vil i 2023 købe billet til et show, der så entydigt reducerer det modsatte køn til dansende, olieglinsende objekter.

Langt de fleste mænd ville finde det pinligt at blive set til et så stort anlagt strip-show, og de fleste ville formentlig mene, at tiden ikke længere er til den slags. 

Det er da også et dumt arrangement, der kun vanskeligt kan forsvares. 

Dobbeltmoralsk er det på flere måder. 

Strip-showets arrangør får hvert år får et klækkeligt bidrag fra de offentlige kasser.  

Det står i skærende kontrast til sidste gang, strip-shows blev debatteret i Aalborg. Her bestemte bevillingsnævnet at, strip ikke var noget, der hørte til i byen. 

I hvert fald ikke, når det var kvinder, der tog tøjet af.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.