Techno-queer vil bringe Berlins klubscene til Aalborg

Unge tager til technofester i Aalborg for at blive et med musikken og opleve en vild techno nat. En festkultur der i Berlin er blevet til en milliardindustri. Tag med på klub

Vivien Oldy vil bringe en Berlinvibe til Aalborgs tecnomiljø. Foto: Bo Lehm

Vivien Oldy vil bringe en Berlinvibe til Aalborgs tecnomiljø. Foto: Bo Lehm

AALBORG:Berlins natteliv er hot, og det er blandt andet på grund af byens pulserende klubscene. En fest, du nu også kan opleve i Aalborg. Som denne kolde decemberaften i en taglejlighed ved Nytorv.

Den er ikke ligetil at finde, efter den er flyttet fra 1000Fryd ud i private lokaler, men da jeg åbner døren ind til det hårdt dunkende beat med et synthesizerlag, der konstant sænker sig og stiger, kan jeg se, at andre heldigvis også har fundet frem. Stortrommen slår i brystet. Fra vinduerne kan man se ud over byens tage.

Der er endnu ikke mange der en time før midnat, men på blot en time fyldes gulvet.

Vivien Oldy har boet i Aalborg siden 2011 og er i dag en del af Aalborgs kulturmiljø. Foto: Bo Lehm

Vivien Oldy har boet i Aalborg siden 2011 og er i dag en del af Aalborgs kulturmiljø. Foto: Bo Lehm

- Det handler om at mærke musikken. Om at opløse sit sind i flowet og give sin krop frihed til at reflektere over musikken. Det er en langt dybere form for underholdning end i almindelige klubber, hvor man danser til musikken, men ikke med hinanden, fortæller Vivien Oldy, arrangøren, da hun overlader dj-pulten til en dj fra København. Hun giver et knus til bekendte, der ryster kulden af sig i døren, derefter bevæger hun sig ud på gulvet foran dj'en, hvor flere danser alene - indhyllet i røg fra en maskine.

På en storskærm er visuals med linjer i bevægelse projekteret op, på dansegulvet virker flokken som løsdele i en stor organisme.

Aalborg fortjener et technomiljø

Vivien Oldys blonde hår kan af og til skimtes gennem røgen, hun er til stede lige her og nu, men festen er en del af en større vision.

- Det essentielle i serien af events, som vi kalder 'LINES', er at følge den friske bølge af elektronisk musik fra undergrunden, der de seneste år er eksploderet i verdens større byer, og udvikle en techno / house bevægelse i Aalborg, fortæller Vivien Oldy.

Reklame for eventen 13. december. Kommende events annonceres på <a href="https://www.facebook.com/linesevents/" id="link-0d9091f76510e28dd9b4eaca9a4a73ff">LINEs facebookside.</a>

Reklame for eventen 13. december. Kommende events annonceres på LINEs facebookside.

Hun henviser til koncepter og klubber som musikplatformen Boiler Room, festivalen Dekmantel, natklubber som Fabric i London og Tresor, Berghain, Club Der Visionäre i Berlin som inspiration.

- Der er flere arrangører, der tilbyder elektronisk musik i Aalborg, men der har manglet Berlin-stemning, fortæller hun om tilblivelsen.

Da hun flyttede til Aalborg i 2011 på grund af sin familie, havde hun ikke planer om at arrangere techno-fester. Hun har en baggrund som musiker og ejer af en natklub og to musikstudier i Letland, og har arbejdet med liveprojekter som Jazz’n’Tank og Beat-Retro-Scratch med elektro-swing og som DJ Funkstrot med skrattende vintage grammofonlyd - deraf kaldenavnet 'Oldy'.

Øverst Adam Berki, der hjælper med organisering af festerne. Foto: Bo Lehm

Øverst Adam Berki, der hjælper med organisering af festerne. Foto: Bo Lehm

Det var i Aalborg, at hendes interesse skiftede fra en vintage lyd til rå techno-rytmer, og idéen til den første fest kom under et ophold i Berlin i 2017.

- Det var der, jeg første gang oplevede en så ægte dyb undergrundslyd og et klubmiljø med et så utroligt niveau af frihed, og jeg sagde til mig selv dernede, at jeg ville bringe lige præcis dét med mig hjem - tage Berlin med til Aalborg. Vi fortjener at have sådan et miljø her, fortæller Vivien Oldy, der spekulerede i uger over det rette koncept og navn.

Hun kom frem til LINES, fordi det er nemt forståeligt og kan visualiseres på forskellige måder, hvilket er vigtigt, eftersom det visuelle er en stor del af projektet.

- Jeg vil gerne bringe kompromisløs musik til en lokal technoscene, siger hun, og hun har skabt det præcis, som hun vil have det.

De første fester foregik på 1000Fryd. Femte gang kom der flere mennesker, end 1000Fryd havde kapacitet til, og folk måtte vente udenfor, indtil nogen gik ud. I dag deltager op imod 100 i festerne i Aalborg, som Vivien Oldy nu har rykket ud i private lokaler hos en privat, der bakker op. Hun arbejder lige nu på at få et større samarbejde med technomiljøet i Aarhus og København op at stå.

icon

Mange techno-elskere i Aalborg sidder hjemme i weekenderne, fordi der ikke sker noget, det er virkelig ærgerligt.

Vivien Oldy

Techno som en subkultur

Jeg har fået "nej" til at tage en fotograf med til festen denne fredag aften, det skal være et sted, hvor folk kan føle sig fri, gøre, hvad de har lyst til i fred.

Som Vivien Oldy fortæller, er techno blevet massivt populært, og i Berlin er det langtfra kun currywurst og Brandenburger Tor, der trækker turister til, beretter det tyske magasin The Local. De præsenterede for nylig en undersøgelse, der viser, at klubgæster i gennemsnit lægger 200 euro om dagen på klubber, hoteller og restauranter i Berlin - i 2018 til en samlet værdi af 1,5 milliard euro. Og konceptet bør kunne tages til Aalborg, mener Vivien Oldy.

- Vi har ikke et dedikeret sted til elektronisk musik i Aalborg med ugentlige fester. Mange techno-elskere sidder hjemme i weekenderne, fordi der ikke sker noget, det er virkelig ærgerligt, for der er stort potentiale for et Aalborg som et kulturelt centrum i Nordjylland, som et sted for os og folk med vores interesser, der ikke går i Gaden, siger Vivien Oldy, der sammen med venner tager til Aarhus, hvor klublivet ifølge hende blomstrer.

Men hun tror, at en elektronisk dansescene om tre år er en fast del af Aalborgs natteliv, og at eventsene løber rundt.

Hun har fundet et sted i Aalborg til det og er lige nu i kontakt med kulturforvaltningen i kommunen i et forsøg på at realisere projektet.

- Da LINES fandt sted på 1000fryd, fik vi indirekte støtte gennem kommunens støtte til 1000fryd. Nu afvikler vi det for egen regning, og det går ikke i længden, erfarer arrangøren, der ved siden af LINES har to børn, læser en HF, har natarbejde og søger ind på musikkonservatoriet. Indtil videre finder hun dog stor mening i at lægge timer og kræfter i det.

- Festerne behøver ikke at blive større, målet er at have en scene for det i Aalborg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.