Thorsten skal fejre nytår med otte fremmede: - Jeg mener ikke, det er imod anbefalingerne
Han driver Facebook-gruppen "Festen og Gæsten 2021/22 - Aalborg", hvor folk kan mødes til nytår på kryds og tværs
Opdateret kl. 17:55
AALBORG: Når klokken rammer midnat nytårsaften, hopper Thorsten Kildahl Kristensen ned fra stolen sammen med otte mennesker, han ikke kender.
Det gør han på trods af, at myndighederne anbefaler, at man kun ser de nærmeste.
Thorsten er administrator og bruger i Facebook-gruppen "Festen & Gæsten 2021/22 - Aalborg" som er en gruppe, der forsøger at matche fremmede til nytårsfest, og han ser ikke corona, som en begrænsning for at mødes med folk, han ikke kender.
- Min personlige holdning er, at så længe det kun er en anbefaling og ikke et krav, at man skal blive hjemme, så synes jeg, det er helt okay, hvis man altså tager sine forholdsregler, siger Thorsten.
Nytårsfest med fremmede
Nytårsaftens dag i 2010 startede et nyt koncept hos P3, hvor studieværterne i en årrække efterfølgende hjalp studiets gæster med at finde en nytårsfest.
Det kunne enten være nogen, som ikke havde en fest at tage til, eller nogen som holdte en fest og søgte deltagere.
Idéen var, at man ikke skulle sidde alene nytårsaften, og Facebook-gruppen med det tilsvarende navn blev inspireret deraf og har samme formål. At bringe folk sammen til nytårsfest.
Thorsten Kildahl Kristensen oprettede gruppen i 2018, og han har selv fundet sin nytårsfest via Facebook-gruppen de seneste år.
I år er ingen undtagelse. Han skal til fest med ni andre, hvoraf tre kender hinanden i forvejen.
- Jeg glæder mig helt vildt, og jeg kender ikke nogen af dem, jeg skal til fest med. De andre år har det været nogle gode fester, og det forventer jeg også, at festen i år bliver.
Thorsten fortæller, at der ikke var nær så meget aktivitet i gruppen sidste år, men at tilgangen har ændret sig i år.
- Jeg oplever, at folk i gruppen er positive i år. Der er selvfølgelig nogle enkle, der har skrevet derinde, hvad vi bilder os ind, men der har jeg taget mig den frihed som administrator i gruppen at slette de opslag. Gruppen skal ikke være et sted, hvor folk sviner hinanden til, bare fordi man ønsker at holde en fest med andre, siger han.
Ikke et brud på anbefalingerne
Thorsten lavede et opslag i gruppen, hvor han opfordrer folk til at tage en test, inden man mødes.
Han understreger, at de fester, han er bekendt med, ikke er store fester med mange mennesker, og at medlemmerne af gruppen frivilligt danner fester på kryds og tværs.
Derfor mener han ikke, det er et brud på myndighedernes anbefalinger.
Men myndighederne har jo sagt, at man skal holde nytårsfesten med sine nærmeste?
- Ja, det er jeg også godt klar over, og jeg kan også godt forstå, der er en skepsis omkring det. Men det drejer sig om mindre forsamlinger, hvor folk tager deres forholdsregler, og det synes jeg ikke, går imod myndighedernes anbefalinger. Vi holder os under de ti personer, der er anbefalet.
Frygter du som administrator i gruppen, at du er katalysator for unødvendig smittespredning. Du kan vel ikke være sikker på, at andre tager de samme forholdsregler, som I gør til jeres fest?
- Det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har det bare sådan, at folk gør det frivilligt, og at folk er voksne nok til at være ansvarlige for deres egne handlinger, siger han.
Din onkel kan være "fremmed"
Nordjyske har talt med professor Henrik Nielsen, der er overlæge i infektionsmedicin på Aalborg Universitetshospital, som er blevet gjort bekendt med konceptet.
Han læner sig op af det, myndighederne anbefaler, men anerkender, at nogen har lysten og måske et behov for at ses med andre, fremmede mennesker til nytår.
- For mig er det en selvfølgelighed, at hvis man tager til fest, så har man coronapas og lader sig teste. Dvs. har fået 3. vaccine-stik eller har en negativ test. Det er trin ét for mig. Det må være helt indlysende, inden man er sammen med andre mennesker.
Hvis det er tilfældet, har man ifølge ham allerede gjort meget for at begrænse smittespredningen.
- Samtidig er det jo en afvejning af, at man ikke skal pådutte folk ikke at have noget socialt liv eller skal leve i ensomhed. Det er jo ikke alle, der har en hustand, en familie eller en partner, og så kan man jo godt føle sig ret alene, hvis man ikke må opsøge andre mennesker. Så der er jo en balance i det.
Men hvor går balancen i dette tilfælde? Er det ved, at man ikke mødes med nogen, man ikke kender, eller er det ved 50 gæster eksempelvis?
- 50 gæster er for mange, synes jeg. Som Søren Brostrøm sagde, er det jo ikke sådan, at politiet kommer, fordi det er forbudt. Det er bare en rigtig, rigtig dårlig idé lige her til vinter, siger han og fortsætter.
- Men man skal huske på, at fremmede er dem, du ikke er i hustand med. Det er også den onkel, du ser to gange om året. Selvom det er familie, så er han jo i smittemæssig sammenhæng en fremmed. Derfor er det også underordnet, om du er inviteret til fest ved din gamle gymnasieklasse, du kun ser én gang om året, eller om festen er faciliteret via de sociale medier. Det er de samme forholdsregler, der gælder.
Klar til nytår
Thorsten fortæller, at der har været væsentlig mindre aktivitet i Facebook-gruppen, end der var for to år siden.
Han gætter på, at der er blevet faciliteret omkring 10 til 12 fester og ifølge ham, er den sidste fest endnu ikke blevet arrangeret.
- Der plejer altid at være nogen, der arrangerer fester i sidste øjeblik, så det satser jeg på, siger han og ser frem mod sin egen aften.
- Jeg glæder mig, og jeg er godt i gang med forberedelserne. Ligesom sidste år bliver det nok lidt mere moderat, end det har været de andre år, men jeg tror på, det bliver en god aften. Der er ikke nogen af os, der har fået konstateret corona, så jeg forventer ikke, at nogen bliver smittet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.