Musikkens hus, lørdag

29. maj 1997, mens han synger omkvædet til Led Zeppelins ”Whole Lotta Love”, bliver Jeff Buckley fanget i slipstrømmen fra en båd, og drukner i Mississippi Floden.

Som altid med alt for tidlige tragiske dødsfald gik Buckley posthumt på et splitsekund, fra at være en kunstner som gymnasiebands, musikmagasiner og andre alternative feinschmeckere havde store musikalske forventninger til, til at være en mytisk musikalsk figur.

Selv så denne signatur Jeff Buckley på Roskilde Festival i 1995, mest fordi en ven havde opdaget ham kort tid forinden, og insisterede på, at han skulle opleves. Her kunne der med fordel skrives, hvor magisk den koncert på dyrskuepladsen var, men som det huskes, var refleksionerne bagefter, at nok var det en kunstner, hvis vokal lød som et helt englekor, men at det lød ret langt fra den Britpop, der var i færd med at stjæle den musikalske dagsorden de efterfølgende år, og at det virkede lettere besynderligt at blande det rockede med jazzede kabaret sange.

Jep, ret ofte kan ungdom være spildt på ungdommen.

Jeff Buckley, sanger og guitarist, nåede at levere mesterværket og debutalbummet "Grace", før han i 1997 omkom i en tragisk drukneulykke. Lørdag aften blev han hyldet med en koncert i Musikkens Hus. Foto: D. Gaur/Ritzau Scanpix

Sidste år fyldte Jeff Buckleys eneste officielle album ”Grace” 30 år.

Og det har kapelmester Troels Skjærbæk fundet anledning til at hædre med en omgang hyldestkoncerter her i januar. Som også oplevet sidste år, hvor det var Leonard Cohen, der skulle æres.

Til det har han samlet et pokkers stærkt ensemble, med blandt andre én af Danmarks bedste guitarister, Rune Kjeldsen, og Henrik Lindstrand fra Kashmir på keys.

Så det instrumentale våbenlager var stærkt nok til at varetage den opgave og til den lidt mere frygtindgydende opgave med at synge sangene havde han sat Nicklas Sahl, Silas Bjerregaard, Kira Skov, Bjørn Fjæstad og Ginne Marker i startopstillingen.

Og som sangene på ”Grace” her 30 år efter deres udgivelse, så var der versioner af dem, denne lørdag aften i Musikkens Hus, der fortsat gav følelsesmæssig resonans, og andre der virkede som en forvrænget tidslomme, man ikke behøver at genbesøge.

Den daglige booker i Musikkens Hus og Turboweekend forsanger Silas Bjerregaard kæmpede lidt med en vokal, der måske havde været på overarbejde og kunne ikke kompensere med energisk fremtræden på de lidt gumpetunge ”The Sky Is A Landfill” og ”Dream Brother”, der lyder lidt som et grunge fortidslevn.

Lidt bedre går det på en god udgave af ”Forget Her”, der først kom med på en senere udgave af ”Grace”.

Bjørn Fjelstad leverede en fortrinlig afdæmpet version af ”Corpus Christi Carol”.

Men højdepunkterne denne aften tilhører Ginne Marker, der er som skræddersyet til at fremføre ”Je N`en Connais Pas La Fin” . Sæt gerne fremover den udgave i hendes egen sætliste. Magisk.

Marker og Kira Skov gav os en smuk version af den sang, der om nogen skulle komme til at definere Buckleys musikalske eftermæle; coverversionen af Leonard Cohens ”Halleluja”.

Muligvis den mest fortolkede sang i verden, og den sang der i 90'erne måske er tændt flest stearinlys, drukket myntete og stjålet kys til på de daværende gymnasieværelser.

Og så aftenens helt store oplevelse Nicklas Sahl, der ikke nok med at være udstyret med en vokal, der kan hamle op med aftenens fortolkede hovedaktør, også leverede en gåsehudsfremkaldende udgave af ”Lover, You Should've Come Over”, der entydigt beviser, at skræller vi den alternative 90'er lyd fra, så gik den musikalske verden glip af en sangskriver, der kunne noget helt specielt og klassisk, den forårsdag i 1997.