To idømt fængsel for at true AaB-fan - overraskende udvikling i sagen
Juridiske komplikationer før mulig ankesag
Sagen om en ung AaB-fan, der fik røvet sin fantrøje efter en superligakamp i september 2022 mellem AGF og AaB, skal endnu en tur igennem det danske retssystem.
Sagen blev ellers afgjort ved byretten i Aarhus i maj 2023, hvor en 24-årig mand fik tre måneders ubetinget fængsel, mens en 22-årig mand blev idømt 60 dages fængsel for med trusler om tæsk at tvinge den dengang 16-årige AaB-fan til at aflevere sine trøje efter en kamp, som AGF ellers vandt 3-1.
Når sagen nu skal gå om, skyldes det ifølge TV2 Østjylland juridiske komplikationer. De to mænd blev ved byretten dømt for ulovlig tvang og ikke røveri, som der ellers var rejst tiltale for.
Derfor starter sagen nu forfra, hvorfor alle involverede igen skal møde ind i Retten i Aarhus, forklarer anklager Bjørn Fogh Sørensen fra Østjyllands Politi.
- Sagen blev anket til landsretten, og i den forbindelse er der opstået en komplikation rent juridisk. Forklaringen er lidt simpelt sagt den, at landsretten ikke kan vurdere, om der er tale om røveri eller ulovlig tvang, når byretten ikke har taget stilling til præcist det spørgsmål først, siger Bjørn Fogh Sørensen til TV2 Østjylland.
Det er Anklagemyndigheden, der har taget sagen til landsretten. Det skyldes blandt andet, at der har været flere sager af lignende karakter rundt i landet, hvor fodboldfans er blevet frarøvet eller frataget en trøje under tvang.
Der ventes at falde dom i byretten på mandag, 10. juni, ved middagstid.
Herefter kan sagen sendes videre til landsretten af både anklageren og de allerede dømtes forsvarsadvokater, hvis de er utilfredse med resultatet.
Efter overfaldet på den unge AaB-fan - og før det første retsopgør i Aarhus - fortalte justitsminister Peter Hummelgaard (S) 14. februar 2023, at han havde sendt et lovforslag i høring, der skal udvide listen over strafbare handlinger, som kan give karantæne fra fodboldkampe.
Det skal blandt andet kunne give karantæne, hvis man tvinger andre til at tage en fodboldtrøje af.
Slåskampe og røveri i forbindelse med fodboldkampe skal også kunne give karantæne i op til fire år.
Lovforslaget blev vedtaget af et enigt Folketing 1. juni 2023 med ikrafttræden 1. juli samme år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.