Vold

To unge fængslet efter knivstikkeri på åben gade

Begge blev såret ved opgør i Nørresundby

Politiet ledte efter spor i Nørresundby efter onsdagens knivopgør. Foto: Jan H. Pedersen
Politiet ledte efter spor i Nørresundby efter onsdagens knivopgør. Foto: Jan H. Pedersen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:39

Opdateret fredag med info om landsrettens stadfæstelse af fængslingskendelse

NØRRESUNDBY: To mænd på henholdsvis 17 og 18 år blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger. Begge sigtes for grov vold med brug af kniv i et opgør nær Lidl på Thistedvej i Nørresundby onsdag eftermiddag.

Nordjyllands Politi fik anmeldelse om slagsmålet onsdag kl. 17.49, og ifølge politiet havde de to unge mænd stukket hinanden med kniv.

Den ene blev ifølge politiet ramt i skulder og hofte, mens den anden fik mindre skader på sin hånd.

Den ene af de to måtte efterfølgende til behandling på skadestuen.

Torsdag eftermiddag blev begge fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

De sigtes for grov vold, men nægter sig skyldige. Den 17-årige har kæret sin fængslingskendelse til landsretten, oplyser anklager Anne Thyrrestrup fra Nordjyllands Politi.

Grundlovsforhøret ved Retten i Aalborg foregik bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Politiet kan ikke udelukke, at flere personer deltog i slagsmålet på Thistedvej.

Vestre Landsret har fredag stadfæstet fængslingskendelsen fra Retten i Aalborg. Det betyder, at den 17-årige mand skal forblive varetægtsfængslet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden