Ulovlig våbenbesiddelse

To unge mænd stoppet i trafikkontrol: Politiet fandt hjemmelavede skydevåben

To 25-årige mænd er blevet idømt lange fængselsstraffe for ulovlig våbenbesiddelse

AALBORG:To 25-årige mænd er torsdag blevet idømt lange fængselsstraffe for ulovlig våbenbesiddelse, efter de i juli sidste år tilfældigt blev stoppet i en trafikkontrol på Limfjordsbroen.

Her fandt politiet nemlig en kasse med to såkaldte pencil-pistoler - pistoler der ligner kuglepenne, og som kan affyre et skud - i bilen, der tilhørte den ene 25-årige mand, der også havde en kaliber 22 revolver i lommen.

Politiet ransagede efterfølgende den 25-åriges hjem, hvor de fandt flere hjemmelavede - og ulovlige - våben.

I Retten i Aalborg forklarede den unge mand, at han var våbennørd, og kunne godt lide at bygge sine egne våben som en slags fritidsinteresse. Og den dag, han blev stoppet af politiet, sammen med sin kammerat, var han på vej hen til nogle venner for at vise, hvad han havde bygget, fortæller anklager Torben Kauffmann.

Men den farlige hobby kostede torsdag den unge mand sin første plet på straffeattesten, og den lød på tre et halvt års ubetinget fængsel.

Den anden 25-årige mand, der var chauffør i bilen, blev idømt to et halvt års fængsel.

I retten forklarede han, at han godt vidste, at kammeraten lavede våben, men han forklarede også, at han ikke var klar over, at kammeraten havde taget dem med i bilen.

Det troede Retten i Aalborg dog ikke på.

Begge mænd valgte at modtage deres domme.

Straffelovens §192a

I 2017 trådte en stramning af straffelovens §192a om ulovlig våbenbesiddelse i kraft, så straffen starter ved to års fængsel.

§ 192 a. Med fængsel fra 2 år indtil 8 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særlig skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i

1) skydevåben eller

2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Stk. 2. Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særlig skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben efter stk. 1, nr. 1, skal det indgå som en skærpende omstændighed, at skydevåbnet besiddes på offentligt tilgængeligt sted. Besiddes der samtidig ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, skal dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved straffastsættelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.