Knivstikkeri

Tre personer er fængslet efter to unge blev stukket med kniv

Fest syd for Nibe udviklede sig blodigt. En person var i livsfare

Lørdag er foreløbig to mænd anholdt i sagen. Den ene meldte sig selv til politiet lørdag morgen. Arkivfoto

Lørdag er foreløbig to mænd anholdt i sagen. Den ene meldte sig selv til politiet lørdag morgen. Arkivfoto

Opdateret kl. 20.00 med nye oplysninger

SKIVUM:To unge mænd blev natten til lørdag stukket med kniv foran en beboelse på Mosbækvej i byen Skivum syd for Nibe.

Den ene - en 26-årig - fik et dybt knivstik i brystet, så hans ene lunge kollapsede, og han var i kritisk tilstand, oplyser vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi.

Den anden mand på 25 år blev stukket i armen og var ikke i alvorlig fare.

Begge mænd blev med ambulancer bragt til sygehus i Aalborg. Manden, der var i kritisk tilstand, er nu uden for livsfare.

Fængslet til 7. april

En af de mænd, politiet mener stod bag knivstikkeriet, blev en time efter knivstikkeriet anholdt i Farstrup vest for Nibe.

Lørdag morgen meldte yderligere en af de formodede gerningsmænd, sig selv til politiet. Manden, som er 23 år, meldte sig selv på politigården Aalborg og lørdag eftermiddag fulgte en 41-årig mand fra Aalborg-området trop og meldte sig selv.

Alle tre anholdte blev lørdag sidst på eftermiddagen fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Dommeren valgte, at de alle tre skal sidde fængslet foreløbig frem til 7. april.

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, men anklager fra Nordjyllands Politi, Majbrit Bak, oplyser, at alle tre mænd nægter sig skyldige, men valgte ikke at kære fængslingen.

Leder efter mistænkte

Hvad der præcist er sket ved huset i Skivum, og hvad motivet til knivstikkeriet er, er politiet ved at undersøge, fortæller leder af efterforskningen, Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi.

- Vi skal have afhørt de tre mænd, der nu er varetægtsfængslet, igen. Herudover har vi gang i andre afhøringer og anden efterforskning, siger han.

Ifølge politiets nuværende undersøgelser ankom en gruppe mænd til huset, hvor der var fest, og knivstikkeriet skete ude på gaden omkring klokken 03.

Politiet mener, at et skænderi i huset i Skivum førte til knivstikkeriet. Gerningsvåbnet, en kniv, blev fundet i nærheden af huset - opsnuset af en politihund.

Mikkel Brügmann kan ikke udelukke, at der blev brugt flere våben end den kniv, der blev fundet tæt på gerningsstedet.

Han vil heller ikke udelukke, at der kan komme yderligere anholdelser i sagen.