Toldere finder guld i Aalborg Lufthavn
Guldet var ikke det eneste, der dukkede op i det, der bliver kaldt en blandet landhandel
Opdateret kl. 19:40
AALBORG: Det var et usædvanligt fund, tolderne gjorde, da de udtog en rejsende til kontrol i Aalborg Lufthavn.
Da de åbnede den rejsendes kuffert, fandt tolderne både 8,3 kilo vandpibetobak, 1.400 cigaretter - og to guldmønter.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse og kalder fundene for en blandet landhandel.
Og eftersom den rejsende ikke kunne betale en bøde på 50.000 kroner samt told og afgifter på 25.000 kroner tilbageholdt tolderne vandpibetobakken, 1.200 cigaretter og de to guldmønter. Købsprisen på de to guldmønter blev dokumenteret til at være på næsten 9.000 kroner.
- Det er vigtigt, at rejsende sætter sig ind i rejsegodsreglerne, når de krydser grænsen til Danmark, siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Han opsummerer samtidig i pressemeddelelsen, at rejsende ved indrejse fra lande uden for EU told- og afgiftsfrit kan have 200 cigaretter eller 250 gram røgtobak med sig.
- Nogle gange sker det bevidst, og andre gange sker det ubevidst, at rejsende overtræder reglerne, men vi skelner ikke, siger Jeppe Kjærgaard.
Kontrollen i Aalborg Lufthavn fandt sted i februar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.