Narkohandel

Tre år bag tremmer: 29-årig kvinde anholdt med et halvt kilo kokain

En 29-årig kvinde er blevet dømt for besiddelse af kokain med henblik på videresalg

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 14:25

AALBORG: En 29-årig kvinde er blevet idømt tre års ubetinget fængsel, efter hun blev anholdt i Aarhus med et halvt kilo kokain på sig.

Den 29-årige Nadja Nymann Mortensen blev anholdt om morgenen 4. maj på havnen i Aarhus. Anholdelsesaktionen var resultatet af politiets efterforskning.

Den 29-årige kvinde havde omkring 530 gram kokain på sig, og fredag blev hun dømt for, at de store mængder stoffer skulle sælges videre.

Det oplyser anklager Louise Watson.

I Retten i Aalborg erkendte den 29-årige, at hun havde været i besiddelse af kokainen, men hun nægtede at det var for at sælge det videre.

I stedet forklarede hun, at hun blot var kurér, og skulle transportere stofferne fra a til b, forklarer Louise Watson.

Et gram kokain har en gadepris på omkring 600 kroner ifølge Dansk Misbrugsbehandling. Den 29-årige havde således for omkring 320.000 kroner stoffer på sig, da hun blev anholdt.

Den 29-årige har siddet varetægtsfængslet siden 4. maj og er fortsat fængslet.

Hun udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Gå til relaterede emner

Forsiden