Fritid

Nordjyske tester: Her er de bedste svømmehaller

I gamle dage var en svømmehal et svømmebassin under tag. I dag skal der mere til. Vi har fundet tre nordjyske svømmehaller, der har det ekstra, der gør dem værd at køre efter

Vildmarkssauna i Frederikshavn Svømmehal.
Vildmarkssauna i Frederikshavn Svømmehal. Foto: Frederikshavn Svømmehal

Opdateret kl. 12:25

Sommeren har budt på rekordmeget regn, og derfor har dage med 25 grader og solskin også være noget, som nordjyderne har skullet kigge langt efter. Men heldigvis findes der et væld af indendørsaktiviteter for både store og små, og i denne uge fokuserer vi på de nordjyske svømmehaller, hvor vi med eksperthjælp fra svømmetræner Lasse Schrøder Jakobsen fremhæver tre fabelagtige svømmehaller, som er værd at køre efter.

Lasse Jakobsen er selv en garvet svømmer og har svømmet, siden han var otte år. Derudover er han fast træner for Aalborg Svømmeklubs elitehold, som flere gange har vundet de danske mesterskaber. Derfor tør vi godt tage hans ord for gode varer, når det kommer til svømmefaciliteter.

Frederikshavn Svømmehal

De brede baner i svømmebassinet i Frederikshavn Svømmehal. Foto: Frederikshavn Svømmehal

I Nordjylland findes adskillige fremragende svømmehaller, og bor du i området omkring Frederikshavn, har du en rigtig god en af slagsen tæt på - i hvert fald, hvis du spørger Lasse Schrøder Jakobsen, der mener, at svømmehallen i Frederikshavn har lidt af det hele:

- Svømmehallen i Frederikshavn fortjener at blive nævnt, fordi den både har et børnebassin med legedyr, en sjov vandrutsjebane til ungerne, et 25 meter bassin med god plads og brede baner, fortæller svømmetræneren, der selv synes, at de brede baner er et stort plus, da det giver gode forhold for motionssvømmerne.

Er du mere den afslappede (eller dovne) type, kan du slå dig ned i det vulkanske dampbad eller den finskinspirerede vildmarkssauna, hvor der også jævnligt bliver afholdt saunagus.

Skansen i Nørresundby

Skansen i Nørresundby har blandt andet udendørs varmtvandsbassin. Foto: Jan Mortensen

Længere mod syd har vi svømmehallen Skansen, der ligger i Nørresundby – også kendt som Solsiden, og det er faktisk svømmetrænerens egen favorit:

- Skansen i Nørresundby er min personlige favorit. Det skyldes blandt andet, at svømmehallen har en god inddeling, så børnefamilierne kan hygge sig i Fun-afdelingen, uden det får betydning for de voksne, som søger ro og afslapning i Relax-afdelingen. Der er også et rummeligt 50 meter bassin med kæmpebadedyr, forhindringsbane og så selvfølgelig svømmebaner, hvor man kan få pulsen op, hvis det er dét, man ønsker, fortæller Lasse Schrøder Jakobsen, som også fremhæver, at Skansen er fyldt med motiverede medarbejdere, der lige nu træner op til DM i gus. Så er man til ekstrem varme, er der her en mulighed for at få en gennemført professionel oplevelse.

Et ekstra plus, som svømmetræneren også fremhæver, er de store omklædningsrum, der giver god mulighed for familieomklædning.

Gigantium i Aalborg Øst

Vandrutsjebane i Gigantium. Foto: Gigantium

Svømmehallen i Gigantium i Aalborg har også en speciel plads i svømmetrænerens hjerte. Her er der mange gode faciliteter såsom stor sauna med gusarrangementer, svømmebassin og så er der selvfølgelig børnevenlige bassiner til de mindste vandhunde:

- Gigantium er et oplagt besøgsmål for børnefamilier, fordi der er et godt legeområde, varmtvandsbassiner og lave bassiner, som er særligt egnet til familier med helt små børn. Har man ikke børn med, er der også en lækker wellnessafdeling og et svømmebassin på 25 meter, hvor der god plads til at svømme baner, fortæller Lasse Schrøder Jakobsen, og afslutter:

- Hvis man skal svømme baner, skal man dog være opmærksom på, at svømmebassinet i Gigantium er varmere end i de andre centre. Det kan godt blive en tand for varmt for nogle motionssvømmere, men hvis man ikke har planer om at få pulsen op, kan det være ganske behageligt.

Nordjyske Tester
  • Nordjyske Tester er et koncept, hvor Det Nordjyske Mediehus hver uge tester en række produkter eller services, som er relevante for nordjyderne. Det kan være alt fra bilvask til stadionplatter fra de nordjyske sportsarenaer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden