Aalborg Symfoniorkester med Trio con Brio

Til sine åbningskoncerter som chefdirigent for et halvt år siden havde Weilerstein kastet sig over de store romantiske symfonier og nyere amerikansk musik. Her ved hans sidste koncert i sæsonen var det dækket op til det lettere Wienerklassiske repertoire, og i hvert fald jeg var spændt på at høre, hvordan han løste den opgave, for det er ikke helt ligetil at få musik ud af det Mozart'ske tonesprog.

Der blev lagt ud med Cherubinis ouverture til ”Lodoïska”, der var præget af de lette melodier, der stod tegnet med fine tynde streger og en orkesterklang, der var både sart og afstemt i en homogen farveskala. I øvrigt samme afdæmpede farveskala, der kom i brug til de to efterfølgende værker af wienerklassikkens store mestre, Beethoven og Mozart.

I Beethovens tripelkoncert var fokus dog på solisterne, Trio con Brio med Hong-søstrene på violin og cello og Jens Elvekjær på klaver, som i dag må regnes blandt verdens allerfineste klavertrioer. Efter denne koncert forstår alle vist hvorfor. Trioens sammenspil er afstemt til perfektion. Især Soo-Jins violin og Soo-Kyungs cello er så tæt sammenvævede, at det nærmer sig det telepatiske. Det kræver naturligvis et intenst og slidsomt prøveforløb at nå så langt, men også at musikerne modsat er i stand til at være koncentreret til stede og skabe musikken i øjeblikket, her og nu. Og det er måske det allermest imponerende. Man mærker aldrig rutinen i trioens spil, de tre musikere lever i musikken, som var det første gang. 1. satsen i et behersket allegro stod som fint ciseleret filigran. 2. satsens melodier blev foredraget, så man fornemmede musikkens eget åndedrag, spillet så smukt, at det gjorde ondt, mens sidste sats var lutter fest og boblende champagne. Trioens ekstranummer (sidste sats af Beethovens trio op. 1 nr. 2) svævede over stok og sten uden på noget tidspunkt at berøre jorden.

Orkestrets rolle i det hele var egentlig bare at følge med uden på noget tidspunkt at gribe forstyrrende ind i Trio con Brios perfekte balance og foredrag. Det var ikke noget helt enkel opgave, men Weilerstein trådte kun et par gange uden for løjpen i 3. sats.

Og så manglede vi bare Mozarts symfoni nr. 36 i C-dur, Linzersymfonien, komponeret og spillet her med samme klangpalet som hos Cherubini og Beethoven. Her imponeredes man over Weilersteins evne til at lade Mozarts musik udfolde sig frit med fint formede detaljer i melodilinjerne. Samtidigt viste han en usvigelig sikker sans for musikkens store linjer, hvor den på et hvilket som helst tidspunkt er på vej hen. Hans direktion var ren ballet, og det kunne høres, opførelsen burde have været ledsaget af Den Kongelige Ballets dansekorps.

For når Mozart spilles bedst, så danser musikken.