Trods 2-0-føring til Pirates: Det er slet ikke ovre endnu
Sportschef har stor respekt for Herlevs evne til aldrig af give op
ISHOCKEY: Det blev til den ventede 2-0 føring i kvartfinaleserien mellem Aalborg Pirates og Herlev Eagles. Men det holdt hårdt.
Sejren på 4-3 kom først i hus efter to fuldstændig modsat rettede perioder. med Piraterne i førersædet i 1. periode, og Herlev Eagles i den ledende rolle i 2. periode.
- Vi kom ud på et vildspor i 2. periode, og så tager vi to dumme udvisninger, som gjorde, at de kunne komme ind i kampen igen. Og de har været sindssygt stærke i powerplay. Det viste de igen i dag, konstaterer Aalborg Pirates sportschef Ronny Larsen.
To lynscoringer af Jesper Thörnberg - efter udvisninger til to Piratesspillere - bragte nemlig sjællenderne tilbage i kampen efter piratføring på 3-0 efter 1. periode på to mål af Mikkel Højbjerg og et af Martin Lefebvre. Sjællænderne nåede også at udligne i 2. periode.
Ronny Larsen mente dog, at det lykkedes at finde tilbage til piraternes mere normale spil i 3. periode, og at det gjorde udslaget.
Sportschefen har særdeles stor respekt for, at sjællænderne aldrig giver op. Derfor vil han bestemt heller ikke endnu kalde serien for afgjort.
- Det er selvfølgelig et hundrede gange bedre, at der nu står 2-0 i serien, end hvis vi havde tabt kampen her i Herlev. Men som sagt: stor respekt for Herlev, der aldrig giver op. Lært af erfaringen, og det ser vi jo også i dag, så skal vi altså op på fire sejre, før serien er afgjort, så det er på med arbejdshandskerne igen på tirsdag, konstaterer Ronny Larsen.
Tirsdagens kamp er i øvrigt tv-kamp, og sendes på TV2 Sport. Derfor begynder kampen i Bentax Isarena først klokken 20.30.