Politiaktion

Trods besøg af Obama: Stille vagt for politiet

Ingen anholdte og ingen bøder under Barack Obamas besøg i Aalborg

Betjente fra Nordjyllands Politi var massivt tilstede under Barack Obamas besøg. Og alt forløb da også roligt under lynvisitten. Foto: Peter Broen
Betjente fra Nordjyllands Politi var massivt tilstede under Barack Obamas besøg. Og alt forløb da også roligt under lynvisitten. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

AALBORG: Selv om en af verdens mægtigste mænd lørdag var på besøg i Aalborg med deraf følgende masser af politibetjente i aktion, så kunne Nordjyllands Politi notere sig en stille og rolig lørdag eftermiddag.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kunne notere sig en stille og rolig vagt trods indsættelse af betydelige politistyrker – uniformerede såvel som civile. Ligesom der var masser af mennesker i bybilledet på grund af det prominente besøg, lyder det i pressemeddelelsen.

Nordjyllands Politi udtaler sig ikke om det præcise antal af politifolk, der har været indsat for at sikre ro og orden under Barack Obamas besøg.

- Men vi har været på plads hele dagen i og omkring Aalborg med henblik på en tryg afvikling af arrangementet,”siger politiets operationsansvarlige, vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

Politiet har desuden i tiden op til besøget været i løbende dialog med de mange samarbejdspartnere, og man har forberedt sig intensivt på opgaven med sikkerheden omkring arrangementet.

Vicepolitiinspektør Niels Kronborg noterer sig, at alt forløb planmæssigt.

- Alle gæster og tilskuere var i godt humør, og der var en fin stemning hele dagen igennem – og vi overgår nu til almindeligt beredskab, slutter Niels Kronborg.

Politiet foretog ingen anholdelser eller udskrev nogen bøder i forbindelse med besøget.

Gå til relaterede emner

Forsiden