Bil med trailer kom drønende på isglat vej - taget af politiet

Alt for mange kører for stærkt i Nordjylland, konstaterer politiet

Politiet fik travlt med bødeblokken, da de målte hastigheder i Nordjylland. Foto: Sikker Trafik

Politiet fik travlt med bødeblokken, da de målte hastigheder i Nordjylland. Foto: Sikker Trafik

NORDJYLLAND:Politiet havde travlt med bødeblokken ved hastighedsmålinger i Nordjylland i forrige uge: Over 100 bilister fik klip i kørekortet.

For trods vintervejr med glatte veje mange steder, blæste mange bilister på fartgrænserne og gav den gas.

Det konstaterede færdselsafdelingen hos Nordjyllands Politi, da de målte hastigheder omkring Hjørring, Frederikshavn, Hobro og Aalborg.

Trailer-ræs

Blandt de mere specielle sager var en bilist, der på en glat vej ved Tversted kom drønende med over 100 km/t - med trailer.

- At køre bil i glat føre - med trailer - med så høj fart, kan være livsfarligt, siger politikommissær Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi.

I alt 13 bilister blev taget i at køre så hurtigt, at de frakendes kørekortet betinget. Det betyder, at de skal op til ny køreprøve, hvis de vil gøre sig håb om at få kørekortet tilbage.

Farvel til kørekortet

Blandt de 13 sager var to fra byen Nielstrup i Vendsyssel - på en vej, hvor fartgrænsen er 60 km/t. Her blev to bilister afsløret i at køre gennem byen med over 100 km/t, og det koster dem kørekortet.

Over 400 dræbt i trafikulykker med høj fart

fra 2013 til 2018 mistede 403 personer livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede kørte for stærkt i forhold til det tilladte eller forholdene.

I mere end halvdelen af alle ulykker i trafikken er for høj hastighed en medvirkende til, at ulykken opstår. Dødelig udgang sker i knap 30 procent af ulykkerne.

Kilde: Nordjyllands Politi

I den uge, hvor fartkontrollerne foregik i Nordjylland, var præget af iskoldt vintervejr med sne og glatte veje.

Dermed er risikoen for at forulykke endnu større, når man overtræder fartgrænserne, påpeger politiet.

- Med til tider minus 10 grader udenfor, og både og sne og slud på vejene, så lå det ikke lige i kortene, at bødeblokken skulle så flittigt i brug, men det kom den altså, udtaler politikommissær Thomas Ottesen efter hastighedsmålingerne.

I alt målte politifolkene 124 overskridelser af fartgrænserne - og 13 bilister blev altså afsløret i at køre så stærkt, at de frakendes førerretten. 102 af de 124 fartsyndere får klip i kørekortet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.