Coronavirus

Trods høj smitte blandt børn: 1000 samles i AKKC til skolefest

Smitten er på sit højeste blandt skolebørn under pandemien hidtil, men alligevel holder Klostermarksskolen sin årlige skolefest fredag aften

Aalborg Kongres og Kultur Center danner rammerne om Klostermarksskolens årlige skolefest, der bliver afholdt fredag aften. Arkivfoto: Lars Pauli

Aalborg Kongres og Kultur Center danner rammerne om Klostermarksskolens årlige skolefest, der bliver afholdt fredag aften. Arkivfoto: Lars Pauli

Traditionen er, at Klostermarksskolens elever og forældre mødes i Aalborg Kongres & Kultur Center og ser 8. klasseeleverne opføre deres årlige teaterforestilling.

Sidste år blev festen aflyst grundet coronasituationen, men i år bliver festen en realitet.

Det bliver den på trods af, at smitten er på sit højeste blandt skolebørn under pandemien hidtil. Særligt er det de 6 til 11-årige samt de uvaccinerede 12 til 15-årige, der bærer smitten i øjeblikket.

Skoleleder Lars Peter Nitschke fortæller, at skolen har gjort sig mange overvejelser, men vægter børnenes trivsel højest i denne tid.

- Det var så frygteligt for sidste års 8. klasser, som ikke fik lov at opføre deres komedie. Det betyder utroligt meget for dem, og vi har valgt at vægte børnenes trivsel højt i denne situation.

Børnenes trivsel er afgørende

Det, som Klostermarksskolen gør, er i sync med det, som myndighederne anbefaler, og som sundhedsminister Magnus Heunicke netop har sagt i forbindelse med et pressemøde om coronasituationen fredag klokken 13.

- Vi ved, at det er meget vigtigt for børns trivsel, at vi opretholder så normal en hverdag som overhovedet mulig, sagde sundhedsministeren.

Og netop den udmelding læner Lars Peter Nitschke sig op ad i forhold til at afholde årets skolefest.

Han mener, det er vigtigt at tænke på børnenes trivsel, som kommer i første række, og at der bliver taget de forholdsregler, der er behov for, for at afholde festen. Ifølge ham er skolefesten et højdepunkt for mange af skolens elever.

Han understreger, at det er et arrangement for børn og forældre, som i forvejen er en del af samme smittekæde.

- Det er vigtigt for mig at sige, at det er jo ikke arrangement, hvor der kommer alle mulige fremmede ind. Det er et arrangement for børn, der ser hinanden til daglig og deres forældre, siger Lars Peter Nitschke og fortsætter.

- Havde det været en voksenfest eller en personalefest, så tror jeg, den var blevet aflyst. Vi gør det jo ikke med bind for øjnene og tager naturligvis de forholdsregler, der skal være.

Skoleleder på Klostermarksskolen, Lars Peter Nitschke, har snakket med bestyrelsen, og de er blevet enige om, at det bedste at gøre er at afholde festen med de forholdsregler, der er på området. Foto: Arkivfoto

Skoleleder på Klostermarksskolen, Lars Peter Nitschke, har snakket med bestyrelsen, og de er blevet enige om, at det bedste at gøre er at afholde festen med de forholdsregler, der er på området. Foto: Arkivfoto

Buffet og 1000 mennesker

Til arrangementet i aften er der buffet for de, der har tilkøbt det.

Fordelt i klasser med tilhørende forældre kommer eleverne til at sidde i hver deres række under forestillingen, og til spisning efterfølgende er det samme procedure.

Til spørgsmålet om buffeten er det rigtige valg, siger Lars Peter Nitschke følgende.

- Vi har overvejet, om vi skulle afholde en skolefest uden buffet, men det har vi altså valgt ikke at gøre. De er i de smittebobler, de færdes i til dagligt. De sidder ved bordene klassevist og spiser og er delt op i løbet af aftenen, siger han.

I Aalborg Kongres & Kultur Center skal man fremvise coronapas, når man ankommer, og derudover opfordrer skolen løbende forældrene til at lade deres børn teste, men i sidste ende drejer det sig om børnenes trivsel.

- Jeg er glad for, at vi ikke har aflyst den. Alt hvad vi gør, er inde for rammerne for, hvad der anbefales, og jeg synes, det er det rigtige at gøre. Det betyder ikke, at vi er ligeglade med smitten, men det drejer sig om balancen mellem trivslen og risikoen, siger han og fortsætter.

- Jeg synes, du skal ringe til mig på tirsdag, så er vi begge blevet klogere, siger han til journalisten.

Til slut gør han opmærksom på, at hans opfattelse er, at opbakningen blandt forældrene er stor.

- Der har været overraskende positiv opbakning til det blandt forældrene. De taler jo også på baggrund af det lave niveau for smitte, vi generelt har haft på skolen. Jeg er rimelig rolig, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.