Tumult ved apotek: Røver forsøgte at stjæle armbåndsur og recept

Nordjyllands Politi anholdt tirsdag ved middagstid den formodede gerningsmand

Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

NIBE:Nordjyllands Politi anholdt ved middagstid en mand, der er blevet sigtet for forsøg på røveri efter et optrin ved apoteket i Nibe tirsdag morgen.

Her sad en 37-årig mand og ventede på, at apoteket skulle åbne, da den nu anholdte dukkede op, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi. Så begyndte gerningsmanden at råbe op og skubbe til den 37-årige.

- Han kommer i diskussion med ham, der sidder og venter, og han forsøger at stjæle hans armbåndsur og en recept, han har i hånden. Der bliver lidt tumult, inden gerningsmanden ender med at gå derfra, siger Karsten Højrup Kristensen.

Efter at have snakket med offeret og flere andre personer lykkedes det efter nogen tid for politiet at finde frem til så mange oplysninger, at man havde navn og adressen på et sted, hvor den formodede gerningsmand opholder sig - og en patrulje var egentlig på vej for at anholde ham på den adresse.

Det kom dog ikke til at ske, for nogenlunde samtidig modtog man en anmeldelse om en tilskadekommen mand, der var faldet på en trappe og kommet forholdsvis slemt til skade. Både politipatrulje og ambulance kørte til stedet, og den tilskadekomne viste sig at være den mand, politiet ledte efter.

Han blev anholdt - og kørt til behandling på hospitalet, idet han formentlig har slået flere tænder ud og også slået hovedet i faldet.

Selv om politiet nu har fundet og anholdt den formodede gerningsmand, så vil Nordjyllands Politi gerne høre fra eventuelle vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med overfaldet foran apoteket, der ligger i Mellemgade. Manden var faldet i Skomagergade, der ikke ligger ret langt fra apoteket.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.