TV-serien "Sex" er både banal og stiller store spørgsmål, der vil forme 2020 og fremtiden

TV 2's nye ungdomsserie "Sex" skildrer den brusende ungdom med al dens fortvivlelse, forelskelse og moralske dilemmaer.

Cathrine med sin kæreste Simon. Foto: TV 2

Cathrine med sin kæreste Simon. Foto: TV 2

"Sex" er TV 2's nyeste bud på en mini ungdomsserie, som konkret omhandler sex, kærlighed og venskaber.

Den er ikke helt på linje med NRK's to ungdomsserier "SKAM" og "Blank" og DR3's "Doggy Style", fordi serien kun udgør seks afsnit af maksimalt 15 minutters længde. Selv er jeg vant til serier, der er længere og med lange afsnit, og man når, af gode grunde, ikke særlig langt ind i karaktererne. Og derfor kræver det selvfølgelig, at skuespillerne leverer overbevisende, troværdigt og rør mig i den begrænsede tid, de er på skærmen.

Skuespillerne er helt nye og friske på den danske scene, og det kan man egentlig godt både mærke og høre. Jeg bliver ikke blæst bagover af skuespilpræstationerne, men på en eller anden måde er det faktisk meget charmerende, fordi det ikke er så poleret, som man ellers er vidne til i mange film og serier, hvor der sjældent indgår et naturligt "øøh" eller nogle, der falder over ordene. Det gør de i den grad i "Sex".

Serien skildrer klart og tydeligt sin præmis gennem de seks afsnit: Det er komplekst at være ung. Det er komplekst at være menneske.

Og måske er det nu endnu mere komplekst end nogensinde, fordi der ikke længere er noget rigtigt eller forkert. Du kan forelske dig i hvem, du vil - og i hvor mange du vil.

Hovedpersonen Cathrine, der spilles fint af Asta Kamma August ("Sygeplejeskolen" og "Bedrag"), er en ung kvinde i 20'erne, der arbejder på callcenteret "Sex-oplysningen", hvor hun rådgiver om sex, imens den varme sommer buldrer afsted udenfor vinduerne. Sex er dog ikke lige noget, hun selv får så meget af, for hendes kæreste har ikke lyst.

Og det er et af de interessante aspekter i serien.

Cathrine er i et meget, meget fast forhold, hvor det er blevet lige til den gode side af hverdag. Kæresten, Simon, der spilles af Jonathan Bergholdt Jørgensen, vil hellere tisse foran hende, når de er i bad, end at have sex med hende, når hun lægger op til det under det rindende vand.

Og det er virkelig interessant, fordi det oftest er den anden vej rundt, det portrætteres: Kvinden har ikke lyst, og manden er en sex machine. Det ligger jo i mandens maskulinitet at have lyst til sex - det siger idealet i hvert fald. Og det får Simon til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor fanden hun er så liderlig. Som om det er forkert at have lyst til sin kæreste, og som om det faktisk er lidt for meget, at hun har lyst. Hun er jo en kvinde. Jeg er ikke sikker på, man havde fået kvinden til at stille det samme spørgsmål, hvis det var den anden vej rundt, for det ville jo nok være forventeligt, at han havde lyst. Super fedt af TV 2 at tage den vinkel med - hvis det altså ikke bare er mig, der overanalyserer.

Hovedkaraktererne i 'Sex'. Foto: TV 2

Hovedkaraktererne i 'Sex'. Foto: TV 2

Simon og Cathrine er uden tvivl virkelig gode sammen, når det ikke omhandler sex. De griner, joker, hygger sig og tager sig af hinanden. Det virker naturligt for Asta Kamma August og Jonathan Bergholdt Jørgensen at spille gode venner, og imens jeg så serien, tænkte jeg, at jeg virkelig ikke var i tvivl om, at de elsker hinanden.

Simons manglende lyst leder for mig til et andet interessant spørgsmål: Kan man forlange sex, når man er i et forhold? Jeg er endnu ikke stødt på det spørgsmål i mine timelange binges, så det var ret forfriskende. Der er helt sikkert masser af forskellige forhold derude, hvor vægten er lidt mere til den ene side, og vi bliver også fortalt af diverse sexologer, at sex er noget af det allermest vigtige i et forhold, og det kan være et tegn på, at noget er galt, hvis vi ikke har det. Og jeg synes virkelig, det fungerer. Og jeg synes, det fungerer, at det er Simon, der ikke har lyst.

Med uforløst længsel i kroppen begiver Cathrine sig ud i en tid, hvor hun involverer sig med den kække Selma, der spilles af Nina Terese Rask, som falder pladask for hende. Serien sætter spørgsmålstegn ved, om man kan elske flere på en gang, at kærlighed ikke kender til køn, parterapi hos unge og lyst i sin rene form. Hvornår lysten er passende, og hvornår den ikke er. Hvornår man forventer at der handles på den, og hvornår man bør lade være. Den fortæller, at seksualitet, sex og forhold ikke har et facit. Og det afspejler jo glimrende, hvordan Danmark i 2020, heldigvis, ser ud.

Serien er på sin vis meget banal og viser et meget genkendeligt ungdomsliv, viser diversitet og forskellighed hos mennesker og skildrer det helt upolerede liv, som vi allesammen lever. Det roder lidt i hjemmene, de hvide strømper er sorte under fødderne, Cathrine er helt naturlig uden make-up, har lidt uren hud, og jo værre tingene udvikler sig for hende, jo mere sjusket ser hun ud. Jeg kan spejle os i dem, og det er befriende.

Cathrine som karakter viser så fint, at man skal åbne munden og sige højt, hvad man føler og tænker. For det er hun virkelig verdensmester i ikke at gøre, og det er lige, så man får lyst til at ruske i hende. Jeg var ikke i tvivl om, at der foregår alt muligt inde i hovedet på hende, og jeg var ikke i tvivl om, når hun havde det skidt. Hun ved virkelig ikke, hvad hun vil, eller hvad hun føler. Så cadeau til Asta Kamma August for at få det så fint igennem.

"Sex" viser på kort tid, hvordan det er at være ung, og selvom skuespillet stadig er lidt utrænet, fungerer det, fordi man rives med af det kaotiske følelsesliv og de utallige spørgsmål, der dukker op.

"Sex" er forfattet af debutanten Clara Mendes ("Perfekte Steder" - episodeforfatter), som stadig studerer på Filmskolens manuskriptlinje, og er instrueret af Amalie Næsby Fick, der for første gang arbejder med serieformatet efter at have co-instrueret tegnefilmen "Den utrolige historie om den kæmpestore pære".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.