Tyveri

Tyv taget på fersk gerning - fyldte "russerpose" med varer fra Salling

En 56-årig mand er blevet dømt for tyveri

Foto: Henrik Bo

AALBORG: En 56-årig mand blev taget på fersk gerning, da han, sammen med en ukendt gerningsmand, var på tyvetogt i Salling i Aalborg.

De to mænd havde en klar plan: Den 56-årige skulle samle tyvekoster sammen, gemme dem under et tøjstativ, hvor den ukendte gerningsmand så skulle hente kosterne og lægge dem over i en såkaldt "russerpose" - der er en speciallavet pose foret med aluminiumsfolie, så alarmerne i butikken ikke går i gang.

5. februar havde den 56-årig da også gjort sin del, da han havde samlet parfumer sammen for over 25.000 kroner og gemt det under tøjstativet.

Men tricket blev opdaget, og den 56-årige mand blev tilbageholdt, mens det lykkedes medgerningsmanden at stikke af.

Det var dog ikke første gang, at parret havde været på spil i Salling. Dagen før var de nemlig lykkedes at slippe af sted med varer for omkring 10.000 kroner efter helt samme fremgangsmåde.

Torsdag blev den 56-årige så idømt tre måneders ubetinget fængsel for tyveri og tyveriforsøg. En dom, han valgte at modtage, oplyser anklager Thomas Klingenberg.

I Retten i Aalborg erkendte den 56-årige sig også delvist skyldig. Han indrømmede i hvert fald, at han havde taget varerne og gemt dem under tøjstativet, men han nægtede, at der havde været en russerpose i spil, fortæller anklageren.

Det er aldrig lykkedes politiet at finde frem til medgerningsmanden.

Gå til relaterede emner

Forsiden