Ukrainsk familie på flugt - sådan bliver de modtaget i Aalborg
Marianne Grønbech henter lige nu donerede ting for at skabe et hjem til familien

Marianne pakker den lille bil til randen med donerede ting til den tomme lejlighed. Foto: Martin Damgård Martin Damgård
AALBORG:Over en halv million ukrainere er drevet på flugt fra deres eget hjemland - væk fra bomber, missiler og ikke mindst russiske tropper.
Det har skilt tusindvis af familier ad, og mange ved endnu ikke, hvor deres slut-destination er - eller hvordan deres videre liv kommer til at se ud.
Men slut-destinationen er på plads for mindst én ukrainsk familie, der har sat kursen mod en lejlighed på Vesterbro i Aalborg.
- Det er en mormor, hendes voksne datter og datterens søn på 11 måneder, der kommer og skal bo i en lejlighed i centrum af Aalborg. De ankommer i næste uge.
Det fortæller Marianne Grønbech, der arbejder for 2E Group, og som lige nu er sat på en noget anderledes opgave.
- Vi har lige overtaget en ejendom, og i den forbindelse er vi blevet enige om at afsætte en 3-værelses lejlighed til en ukrainsk familie, siger hun.

Marianne Grønbech har stået for at indsamle indbo til en lejlighed, som skal bruges af en ukrainsk familie, der kommer til Aalborg i næste uge. Foto: Martin Damgård Martin Damgård
På jagt efter alt fra tandpasta til senge
Det var direktøren for 2E Group, Jesper Skovsgaard, der i denne uge rakte en virtuel hånd ud på LinkedIn, og eftersøgte en ukrainsk familie, som kunne være interesseret i tag over hovedet uden den månedlige hilsen i form af en husleje.
Og så var der hurtigt bid. En bekendt af en ukrainsk familie var ikke mange minutter om at melde sig på banen til det tilbud, og fik hurtigt lavet en aftale med Jesper Skovsgaard.
- Lige nu er jeg i gang med at møblere hele lejligheden og gøre den til et hjem, inden de ankommer, siger Marianne Grønbech.
- Derfor kører jeg rundt og indsamler ting, som folk gerne vil donere. Familien kommer formentlig kun med en kuffert, så lige nu handler det om at skaffe alt fra senge til tandpasta, siger hun.
En splittet familie
Der er lige nu undtagelsestilstand i Ukraine, og det betyder, at mænd mellem 18-60 år ikke frit kan rejse ud af landet, som kvinder og børn har mulighed for. Derfor har også denne familie måttet lade sig skille i Ukraine.
Det betyder, at faren til den lille søn ikke kan flygte til Aalborg sammen med resten af familien, men måtte blive i Ukraine og kæmpe.
- Det er formentlig nogle mennesker, der har haft en rigtig træls oplevelse. Jeg håber, at vi kan give dem nogle trygge rammer her.
- Det er simpelthen storslået, det jeg oplever lige nu. Der er rigtig mange, der har lyst til at hjælpe. Det er alt lige fra ting til tilbud om at hjælpe med at hænge billeder op til advokathjælp, siger Marianne Grønbech.
Familien ankommer til den nye bopæl i næste uge, hvor et nyt hjem og fremtid venter dem - i hvert fald de næste par måneder.
- Vi ved ikke, hvor længe den ukrainske familie har brug for hjælp til tag over hovedet, men vi har bestemt ikke planer om at smide dem på gaden efter få måneder, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.