Ung læge malede, mens han gemte sig for nazisterne - nu leder en kvinde efter hans slægtninge
Utrolig historie bag maleri, som blev udført af en mand, mens han gemte sig for nazisterne - senere blev han læge i Aalborg
Opdateret kl. 13:07
AALBORG: Det virker som en umulig opgave, men Ingegerd Stevnhoved fra Sejs ved Silkeborg håber alligevel, at det vil kunne lade sig gøre:
Hun er i besiddelse af et maleri med en helt utrolig historie, og nu vil hun gerne finde efterkommere til manden bag maleriet. Det har ingen særlig værdi i kroner og ører men det kan have stor affektionsværdi for malerens efterkommere. Derfor håber Ingegerd Stevnhoved en dag at kunne forære maleriet til dem, og de kan meget vel befinde sig i Nordjylland.
Men det er en svær opgave. For hun har kun sparsomme oplysninger om maleren og den barske tilværelse, han fik under Anden Verdenskrig. Hun har fået den fortalt og gengiver den her:
- Under Anden Verdenskrig kom en ung læge til Danmark som flygtning. Efter min bedste overbevisning fra Jugoslavien, men det kan have været et af de andre østeuropæiske lande. Han strandede på en eller anden måde i Sdr. Stenderup, som er en lille landsby 10 kilometer øst for Kolding. Her gemte han sig i lang tid på loftet over tømrer Falcks værksted, mens man prøvede at få ham skibet til Sverige. Vejen, Tømrer Falck boede på, blev kaldt Persillestrasse, fordi der boede ikke mindre end tre gartnere dér. Nu er det officielle navn på vejen Hundborgvej, og Falcks hus er hjørnehuset nærmest byen.
- Den unge mand ville gerne male, men ligesom det var svært at få noget som helst under krigen, så kunne man heller ikke finde lærred til ham. Han malede på træplader med malingsrester, som han fik af den lokale maler Lagoni. På billedet ses det også tydeligt, at det forhåndenværende motiv er malet over et andet motiv med et hus til venstre i billedet, bemærker Ingegerd Stevnhoved.
Hendes forældre har fortalt, at den unge mand rejste til Aalborg efter krigen og fik arbejde på Aalborg Sygehus. Hun har selv haft kontakt til det, der jo i dag hedder Aalborg Universitetshospital, men de kan ikke hjælpe med yderligere oplysninger. De lokalhistoriske arkiver og Lægeforeningen har heller ikke fundet noget om denne doktor - ud fra de sparsomme oplysninger om ham - så det er meget uvist, hvor længe han har været i Aalborg, og om han i det hele taget har stiftet familie.
- Han var jo en ung mand, så det er da sandsynligt, og jeg vil så gerne kunne forære maleriet til måske hans børnebørn eller oldebørn, siger Ingegerd Stevnhoved.
Hun fik maleriet af sine forældre Helga og Niels Stevnhoved, Sdr. Stenderup. Faderen havde fået det af den unge læge som tak for en hjælp, forældrene ikke ønskede at tale om.
I det hele taget blev der aldrig talt om den unge mand, der gemte sig på et loft hos den lokale tømrer. Det var af hensyn til hans sikkerhed, og det lykkedes altså heller ikke for nazisterne at finde ham. Til gengæld betyder det, at der i dag kun er sparsomme oplysninger om ham. Bag på maleriet af Niels Stevnhoved skrevet navnet "Leonid".
Det er et meget almindeligt drengenavn i Østeuropa, og hans efternavn kendes ikke. Hvis det kunne findes, vil det sikkert være muligt at finde flere oplysninger om lægen og dermed hans mulige efterkommere.
Har du flere oplysninger om Leonid, der sandsynligvis blev læge i Aalborg efter krigen - eller er du ligefrem efterkommer af ham - så send en mail til journalist Henrik Strømgaard, Det Nordjyske Mediehus, på hs@dnmh.dk. Så sørger Nordjyske for at give oplysningerne videre til Ingegerd Stevnhoved, så maleriet forhåbentlig kan komme i familiens eje.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.