Ung håndboldtræner vinder pris for frivilligt arbejde

Prisen er uddelt for en særlig stor indsats i foreningslivet

Foto: DGI.

Foto: DGI.

21-årige Anne Sofie Jensen modtog tirsdag Super-Gejst-Spreder-Prisen for sit arbejde med pigerne på Nibe Håndboldsklubs U11-hold.

Det skriver DGI, som sammen med Intersport har uddelt prisen, i en pressemeddelelse.

Under corona-nedlukningerne har Anne Sofie Jensen lagt en stor indsats i at holde gejsten oppe og fællesskabet i live.

Hun har blandt andet lavet en YouTube-kanal, hvor hun flere gange om ugen har lavet onlinetræning, og hun har lagt videoer op på sin TikTok "HandballFun".

Hun er blevet indstillet af formanden for foreningen, Andreas Sondrup, og er valgt blandt 120 nordjyske indstillinger.

- Specielt i det seneste år har det været ekstra vigtigt for os som forening at have en frivillig som Anne Sofie, der ikke bare har lavet aktiviteter for sit hold, men også har lavet tiltag, hvor hele foreningen har kunnet være med, siger Andreas Sondrup.

Han kalder hendes indsats for ekstraordinær, sjov og anderledes.

Anne Sofie Jensen har modtaget en pokal og et gavekort til Intersport på 5000 kroner.

Hos DGI føler de, at det er vigtigt at hylde alle de trænere og frivillige ledere, som har været med til at holde gejsten oppe blandt børn og unge i den usædvanlige situation, vi har befundet os i det sidste års tid.

- Den her periode har endnu engang understreget, hvor vigtig alle de frivillige trænere og ledere er, og det må vi ikke bare tage for givet. De skaber et samlingssted for fællesskab og bevægelse, og de er helt centrale for at sikre de aktive fællesskaber, lyder det fra bestyrelsesmedlem for DGI Nordjylland, Nanna Lundsby Hald.

- Det er Anne Sofie et glimrende eksempel på med hendes uvurderlige indsats for at aktivere børn og unge i Nibe HK, siger Nanna Lundsby Hald.

Super-Gejst-Spreder-Prisen er også uddelt i 12 andre landsdele.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.