Ung mand angreb to kvinder på gaden i Aalborg med slag og spark
En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet for to umotiverede overfald på to kvinder
AALBORG: En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet for to grove, umotiverede overfald på to kvinder tirsdag middag, mens de gik på gaden i Aalborgs Vestby.
Den 24-årige - der ikke kender kvinderne - angreb først en kvinde, der gik for sig selv på Kastetvej. Hun blev sparket i hovedet, hvorefter den 24-årige løb videre til Poul Paghs Gade.
Her gik en 29-årig kvinde med en barnevogn og en ven, da den 24-årige kom løbende bagfra og slog hende i ansigtet, hvorefter han stak af.
Kvindens ven løb dog efter overfaldsmanden og fik ham tilbageholdt, indtil politiet kom frem til stedet.
Kan ikke forklare volden
Den 24-årige er tidligere straffet for vold, og han blev derfor fremstillet i et grundlovsforhør onsdag formiddag ved Retten i Aalborg.
Her erkendte han de to voldsepisoder, men kunne ikke rigtig give en forklaring på, hvorfor han gik til angreb på kvinderne - udover, at han måske havde hørt nogle stemmer, forklarer anklager Mathias Andersen.
Den 24-årige fortalte også i retten, at han havde drukket alkohol og taget stoffer op til voldsepisoderne.
Han blev varetægtsfængslet i tre uger.