Røverier

Ung mand røvet: Gerningsmænd truede med strømpistol og kniv

En 21-årig mand fra Aalborg var mandag aften udsat for gaderøveri

Arkivfoto: Jesper Thomasen
Arkivfoto: Jesper Thomasen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:45

AALBORG: Nordjyllands Politi fik mandag aften ved 21-tiden en anmeldelse om en ung mand, som var blevet truet til at udlevere sin mobiltelefon og tegnebog af tre-fire gerningsmænd, som passede ham op på gaden. Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

- Gerningsmændene overfaldt den 21-årige og truede ham med kniv og en tændt strømpistol ud for Perikumvej 13 i den sydvestlige del af Aalborg, siger vagtchefen.

En hundepatrulje fik dog opsporet den unge mands mobiltelefon, som lå smidt et stykke fra gerningsstedet.

- Den kunne vi spore, siger vagtchefen.

Gaderøverne beskrives som mørke i huden, og under overfaldet var de maskerede.

- Vi har en formodning om, at der kan være tale om de samme gerningsmænd, som har været på spil for nylig i Nørresundby, siger Poul Fastergaard.

Ved røveriet i Nørresundby fik en 18-årig mand, som var på vej hjem fra fodboldtræning, i sidste uge frarøvet sin iPhone, sportstaske, jakke og hovedtelefoner af to mørklødede og maskerede mænd.

Gå til relaterede emner

Forsiden