Ung mand sigtes for 20 brande i containere
Manden er løsladt, men sigtes fortsat, oplyser politiet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:12
AALBORG: Nordjyllands Politi sigter en ung mand for at stå bag 20 påsatte brande i affaldscontainere i Gl. Hasseris i Aalborg.
Brandstiftelserne skete i løbet af 2018, og 5. november blev den unge mand anholdt og sigtet. Han har siddet varetægtsfængslet lige siden, men blev løsladt torsdag.
- Vi mener ikke, at han længere kan påvirke vores efterforskning. Derfor blev han løsladt, siger politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi, der leder efterforskningen.
Politiet er foreløbig tilbageholdende med oplysninger. Den sigtede er en ung mand fra lokalområdet, men politiet vil p.t. ikke give flere detaljer om ham. Heller ikke om, hvorvidt han har erkendt de mange ildspåsættelser.
Det er kun affaldscontainere, der er blevet sat ild til, men de mange brande har skabt en vis nervøsitet i lokalområdet.
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.