Knivstikkeri

Knivstikker varetægtsfængslet: Angreb med en steak-kniv på pizzeria

En ellers rolig nytårsaften- og nat fik en kedelig afslutning nytårsmorgen

Foto: Jan H. Pedersen
Foto: Jan H. Pedersen

Opdateret kl. 17:04

AALBORG: En ung mand blev tidligt nytårsdag stukket ned på en kebabrestaurant i Bispensgade tæt på Jomfru Ane Gade.

Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard, Nordjylland Politi.

Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 06.20, hvor en 22-årig mand - af endnu ukendte årsager - pludselig tog en steak-kniv fra restauranten og stak en 25-årig mand i maven, fortæller vagtchefen.

Manden blev bragt på Aalborg Universitetshospital, og er uden for livsfare.

Politiet ved endnu ikke, hvad der førte til knivstikkeriet mellem de to kunder.

Den 22-årige blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold i gentagelsestilfælde. Grundlovforhøret blev holdt bag lukkede døre, så derudover kan vagtchefen ved Nordjyllands Politi ikke oplyse yderligere om sagen. Den 22-årige kærede ikke kendelsen.

Rolig nytårsaften

Knivstikkeriet var en kedelig afslutning på en ellers forholdsvis rolig nytårsaften for politiet med få anholdte og ingen alvorlige skader.

Nytårsmorgen sad fem personer i detentionen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og politiet har ikke fået nogen meldinger om alvorlige fyrværkeriskader, oplyser Poul Fastergaard.

Nordjyllands Beredskab betegner heller ikke nytårsaften som travl.

39 gange måtte brandvæsenet rykke ud til brande, men langt de fleste var brande i skraldespande og affaldscontainere.

25 af den type brande blev det til, og de kan være opstået som følge af fyrværkeri, fortæller beredskabschef Johannes Iversen.

Derudover rykkede de i alt 192 brandfolk, der var på arbejde, ud til brande i kolonihaver, garager og etageejendommen.

Ingen af brandene var dog alvorlige, fortæller beredskabschefen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden