Coronavirus

Unge får smittetryk til at vokse i Aalborg: Bliv nu testet!

- Rettidig omhu, kalder nordjysk testgeneral beslutning om mobiltest ved Aalborg Kongres & Kultur Center i næste uge

Jan Nybo står i spidsen for Region Nordjyllands testindsats. Foto: Line Bloch Klostergaard

Jan Nybo står i spidsen for Region Nordjyllands testindsats. Foto: Line Bloch Klostergaard

AALBORG:Mens de aktuelle smittetal i Nordjylland generelt ikke giver anledning til bekymring - særligt ikke i de syv kommuner, der for nylig var igennem en hård nedlukning - er Region Nordjylland og Aalborg Kommune begyndt at få panderynker over udviklingen i regionens største kommune.

Her er 171 blevet testet positive den seneste uge, og 53 af dem tilhører aldersgruppen 20-29 år.

Derfor øger regionen nu testindsatsen i Aalborg med en utvetydig opfordring til alle i den aldersgruppe om at lade sig teste tirsdag og onsdag i næste uge i tidsrummet kl. 9-17 ved Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her rykker regionen ud med sin mobile test, og det bliver muligt at møde op til test uden at bestille tid i forvejen.

Ifølge Region Nordjylland er smittetrykket i kommunen stigende. På få dage er det gået fra 9 til 25-28 dagligt, og fredag blev der konstateret 43 nysmittede i kommunen - hovedparten fra 9000-området.

- Som i Københavnsområdet ser det også ud til, at det her i vores område er de unge, der stiger lidt. I de øvrige aldersgrupper ligger tallene knap så højt, så vi kunne godt tænke os at få fat i dem fra start af. Det er rettidig omhu, konstaterer Jan Nybo, overlæge og chef for covid 19-testindsatsen i Region Nordjylland.

Særligt de unge mellem 20 og 29 i Aalborg Kommune opfordres til at lade sig teste på grund af et voksende smittetryk i deres aldersgruppe. Midt i næste uge stiller Region Nordjylland mobiltest uden tidsbestilling til rådighed ved Aalborg Kongres & Kultur Center. Foto: Line Bloch Klostergaard

Særligt de unge mellem 20 og 29 i Aalborg Kommune opfordres til at lade sig teste på grund af et voksende smittetryk i deres aldersgruppe. Midt i næste uge stiller Region Nordjylland mobiltest uden tidsbestilling til rådighed ved Aalborg Kongres & Kultur Center. Foto: Line Bloch Klostergaard

Landets laveste

Mens Region Hovedstaden netop nu er hårdt ramt af et eksploderende smittetryk med 5349 nysmittede de seneste syv dage og et incidenstal på 291, så ser situationen i Nordjylland samlet set helt anderledes ud ovenpå nedlukningen af de syv kommuner - som altså ikke omfattede Aalborg.

I de 11 nordjyske kommuner er der samlet set fundet 292 nysmittede de seneste syv dage, og incidenstallet (smittede per 100.000 indbyggere) er landets suverænt laveste med 49,6.

- Hvis man udelukkende ser coronamæssigt på det, var nedlukningen positiv. At det så har haft en hel masse andre implikationer, er en helt anden sag. Men smittemæssigt har det været godt for vores region, og det bekræfter bare, at det der med at holde afstand og passe på - jamen, det er bare det, der virker. Det må vi konkludere, siger Jan Nybo.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.