Unge mænd ventede på bussen: Blev frarøvet værdier og truet med kniv
To mænd i på 20 og 21 år er blevet idømt fængselsstraf for røveri og vold
FREJLEV: To unge mænd i starten af 20'erne var på vej til bussen ved Frejlev, da de pludselig blev overrasket af fire-fem mænd, der steg ud af en bil.
De to unge mænd blev truet til at udlevere deres værdier. Da den ene af de unge mænd havde afleveret sin kortholder, så han, at en af røverne havde en kniv på sig, hvilket fik ham til at stikke af.
Den anden af de unge mænd slap ikke væk. Han fik til gengæld tæsk af røverne, der både slog og gav ham knæspark i hovedet.
To røvere fanget
To af røverne, en 20-årig og en 21-årig mand, blev kort efter røveriet anholdt og varetægtsfængslet.
Mandag eftermiddag skulle de for Retten i Aalborg, hvor de begge blev dømt til fængsel. Den 20-årige fik et års fængsel, og den 21-årige fik 10 måneders fængsel. Det oplyser senioranklager Torben Kaufmann Sørensen.
De nægtede sig begge skyldige. Den 20-årige nægtede at udtale sig, og den 21-årige forklarede, at han blot havde kørt rundt med de andre.
De modtog dog begge deres dom.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.