Teknologien er kendt fra Sydeuropa – nu bruger Nordjylland den som de første i Danmark

Aalborg Forsyning afprøver smeltet-salt-teknik, der gerne skulle bidrage til udfasning af kul på Nordjyllandsværket

Det bliver et forsøgsanlæg som dette, der nu skal installeres på Nordjyllandsværket. Illustration: Friis & Moltke

Det bliver et forsøgsanlæg som dette, der nu skal installeres på Nordjyllandsværket. Illustration: Friis & Moltke

AALBORG:Nordjyllandsværket ved Aalborg tager nu et vigtigt skridt i forhold til at kunne lagre vindenergi, så det bliver en stabil fjernvarmekilde.

I første omgang er der tale om et demonstrationsanlæg, der benytter sig af et såkaldt termisk batteri, hvor man bruger vindkraft til at opvarme salt, der derefter kan bruges til at lave damp og varme, der kan ledes ind i fjernvarmesystemet.

- Vedvarende energikilder er uforudsigelige. De producerer kun energi, når solen skinner, og vinden blæser, hvilket skaber store udsving i priserne. Men med det nye demonstrationsanlæg på Nordjyllandsværket kan vi, når det blæser meget, og vindenergi er billigt, gemme den og lagre den som varme. Derfor bliver anlægget endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling og udfasningen af fossile energikilder som for eksempel kul, siger rådmand for energi og miljø og formand for Nordjyllandsværket, Lasse P.N. Olsen (EL).

Nordjyllandsværket har indgået aftale med norske Kyoto Group om etablering af anlægget, der kort fortalt bruger vindenergi til at opvarme salt til 525 grader. Den smeltede salt bliver derefter brugt til at danne damp, som varmeveksler med fjernvarmesystemet, hvorved varmen ledes ind i fjernvarmenettet. Teknologien er kendt i Sydeuropa, hvor den bruges til at lagre solenergi, men det er første gang smeltet-salt-teknologien bruges i Danmark til at lagre overskudselektricitet fra vindmøller som varme til senere brug i et fjernvarmenet.

- Det bliver det første demontrationsanlæg i det grønne testcenter, som skal anlægges i det område, hvor Nordjyllandsværket er i dag. Så både for os og Kyoto Group er der tale om en vigtig milepæl. Vi ser store perspektiver i løsningen, men i første omgang vil vi gerne teste og verificere, at det virker i forbindelse med fjernvarme, fortæller direktør i Aalborg Forsyning Søren Gais Kjeldsen.

I Kyoto Group er der også glæde over aftalen med Nordjyllandsværket, og adm. direktør Christopher Kjølner ser frem til at afprøve det termiske batteri, som virksomheden har valgt at kalde HeatCube i praksis.

- Det er vores første kommercielle aftale, og vi glæder os til at levere varme til fjernvarmenettet i Aalborg og på den måde bidrage til at udfase brugen af kul. HeatCube er et skalerbart lagringssystem, og vi ser et stort potentiale for at udvide installationen over tid, siger han.

Demonstrationsanlægget ved Nordjyllandsværket får en årlig energimængde på 5000 MWh, hvilket svarer til det årlige varmeforbrug i cirka 250 enfamilieshuse. Anlægget forventes at blive sat i drift i andet kvartal af 2022.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.